Sikkerhedsbrud forsinker forårssamlingen: Alle ugens møder i Inatsisartut bliver udskudt

Et sikkerhedsbrud på en server i centraladministrationen får nu konsekvenser for forårssamlingen. Alle de møder, der skulle have været i denne uge, udskydes.
Formanden for Inatsisartut, Hans Enoksen, må udskyde ugens møder på grund af et IT-sikkerhedsbrud i Selvstyret. Foto © : Jens Rafaelsen / KNR
29. marts 2022 11:15

Politikerne kommer i denne uge ikke til at mødes i Inatsisartut-salen og diskutere lovforslag. 

Det skyldes et IT-sikkerhedsbrud, som i sidste uge blev fundet i en af centraladministrationens servere, og som stadig giver problemer. 

Konkret betyder det blandt andet, at Naalakkersuisut har udfordringer med at give Inatsisartut-medlemmer relevante oplysninger om de sager, de skal behandle.  

Derfor er det blevet besluttet at udskyde denne uges møder i salen til næste uge, og hele forårssamlingen forlænges til og med uge 22. 

Det oplyser formand for Inatsisartut Hans Enoksen (N) i en pressemeddelelse.

Sullissivik virker igen

Selvstyret meldte fredag ud, at der var blevet opdaget et IT-sikkerhedsbrud. 

For at inddæmme og undersøge skaden, blokerede Selvstyret al kommunikation ind og ud af Grønland fra centraladministrationens servere. 

Blokeringen skaber udfald på en række hjemmesidetjenester, og nogle tjenester er helt utilgængelige.  

Til at begynde med gjaldt det blandt andet de digitale løsninger på sullissivik.gl, som bruger NemID. 

Men det er løst nu, oplyser Selvstyret. Du kan altså igen logge på med NemID på sullissivik.gl.  

Problemet løst torsdag 

I en pressemeddelelse tirsdag skriver Selvstyret, at sikkerhedsbruddet er blevet undersøgt henover weekenden, og at: "de inficerede områder er inddæmmet." 

Inden alt virker igen, skal der dog gennemføres en række sikkerhedsforanstaltninger. 

Selvstyret vurderer at blive færdige med de foranstaltninger i løbet af onsdag.

Det er derfor forventningen, at alt vender tilbage til normalen torsdag.