SIK´erne er trætte af at vente

Skrevet af Karsten Sommer
30. november 2006 17:31

SIK medlemmerne er godt og grundigt trætte af at vente på at forhandlingerne mellem SIK og GA kommer på plads. Juledagene nærmer sig og medlemmerne kræver at der bliver enighed mellem parterne.

Vi var nede i havnen i Nuuk og forhørte os blandt SIK medlemmerne i Royal Arctic Line og i Arctic Green Food om deres mening om det 7 måneder lange forhandlingsbrud mellem GA og SIK.

Vi er godt træt af at vente her på vores arbejdsplads i Arctic Green Food fortæller en medarbejder som er medlem i SIK, Johan Cortsen.

Tillidsmanden i Royal Arctic Line, Nikolaj Sakæussen, fortæller at de knokler hårdt på deres arbejdsplads, og derfor håber at forhandlingerne hurtigst kommer på plads.

Hans Lynge fra Arctic Green Food er godt træt af at vente på at SIK lønnen forhøjes, og Johan Cortsen beder venligt sin SIK formand om at hjælpe dem med lønforhøjelse inden juledagene, da de efter hans mening har for lav timeløn i dag.

Forhandlingerne mellem SIK og GA har stået på siden april uden resultat. Vi spurgte SIK medlemmerne, hvad de mener om kernen i forhandlingsbruddet mellem SIK og GA, men de kunne ikke forholde sig til det, fordi de kun havde hørt om det fra pressen.

SIK kræver at GA indbetaler midler til SIK´s oplysnings og uddannelsesfond, mens GA mener, at SIK blot bruger de indbetalte midler til driftsudgifter i SIK.

Forhandlingerne mellem SIK og GA blev genoptaget sidste torsdag men efter blot 10 minutters møde brød forhandlingerne sammen igen. SIK kan ikke på nuværende tidspunkt oplyse hvornår forhandlingerne genoptages.