Sermersooq vil gøre affaldssortering nemmere

Kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq er blevet enige om at styrke sorteringen af affald.
Skrevet af Karsten Sommer
02. oktober 2015 06:16

Det sker i den kommende tid ved opsætning af iøjnefaldende genbrugscontainere til de forskellige typer af affald.

Sorteringen af affald i Kommuneqarfik Sermersooq sker forskelligt fra by til by - alt efter hvad der giver mest mening i forhold til lokale forhold.

LÆS OGSÅ Sermersooq vil være ren

I Nuuk bliver affald eksempelvis allerede brugt som en ressource, når affald bliver genbrugt som varme til glæde for byens borgere. Og hver søndag kan man aflevere miljøfarligt affald nemt og bekvemt - så som malerspande, spraydåser og oliedunke - hos Miljøbilen.     

Men også i kommunens andre byer og bygder skal man blive mere bevidst om affaldshåndtering.

- Kommuneqarfik Sermersooq skal have en meningsfuld og ansvarlig affaldshåndtering. De nye genbrugscontainere til flasker, glas og dåser vil gøre det nemmere for borgere at komme af med affaldet det rette sted - til glæde for både miljø og borgere, siger udvalgsformand for Anlæg og Miljø, Mille Søvndahl Pedersen fra IA.

- Vi vil derfor tage kontakt til Iserit, Brugseni og Pisiffik - og på sigt INI og boligforeninger med en anmodning om et bredt samarbejde, siger hun.

LÆS OGSÅ Ros til Sermersooqs nye affaldsinitiativ