Sermersooq ude af skærpet tilsyn

Kommuneqarfik Sermersooq slipper nu af Selvstyrets skærpede tilsyn med den kommunale økonomi.
Foto © : Simon Uldum
05. januar 2015 05:58

Departementet for finanser er så tilfredse med kommunens økonomiske genopretningsplan, at det skærpede tilsyn ophæves med øjeblikkelig virkning.
 
- Det er en utrolig glædelig nyhed, der viser, at vores seriøse og hårde arbejde med at genoprette økonomien har båret frugt. Departementet for finansers afgørelse viser, at der igen er tillid til vores økonomistyring”, siger borgmester Asii Chemnitz Narup.

LÆS OGSÅ Kommuneqarfik Sermersooq under skærpet tilsyn

Siden kommunen for ni måneder siden kom under skærpet tilsyn har kommunalbestyrelsen haft fokus på stram økonomistyring. Det har blandt andet resulteret i en økonomisk genopretningsplan, en håndbog i forvaltning og økonomistyring, og et helt ny budgetdirektiv. Og det er de tiltag departementet nu blåstempler.
 
Samtidig med at det skærpede tilsyn ophæves, bortfalder også kravet om at kommunen skal aflevere månedlige sregnskaber til Selvstyret. Men i praksis får idet dog ingen betydning for Kommuneqarfik Sermersooq.
 
- Jeg mener, at månedlige regnskabsaflæggelser har været et overordentligt nyttigt værktøj i vores arbejde for at få økonomien og -styringen på ret kurs. Derfor vil vi fortsætte med månedsregnskaber, og her i det nye år lægger vi dem på vores hjemmeside, så alle får mulighed for at kigge os over skulderen, siger borgmester Asii Chemnitz Narup.