Sermersooq frustreret over stigende gæld

I 2017 steg borgernes gæld til hovedstadskommunen med lidt over 46 millioner kroner, så Kommuneqarfik Sermersooq opfordrer derfor Selvstyret til at opprioritere inddrivelsen af gæld.
Foto © : Kommuneqarfik Sermersooq
Skrevet af Jonas Fievé
07. juni 2018 07:01
Versionist Connie Fontain

I Kommuneqarfik Sermersooq kender man alt til, at borgerne ikke kan finde ud af at betale regninger til det offenlige. Sidste år oplevede kommunen, at borgernes gæld steg med lidt over 46 millioner kroner. 

- Den flabet kommentar er, at det er udtryk for, at der er nogle folk, som ikke betaler de regninger, som de får. De synes vi selvfølgeligt er dybt frustrerende, siger kommunaldirektør Lars Møller-Sørensen.

LÆS OGSÅ Gælden til det offentlige vokser

I slutningen af 2017 skyldte borgerne omkring 339 millioner til Kommuneqarfik Sermersooq, hvoraf en stor del er manglende betaling af børnebidrag, det såkaldte a-bidrag.

Desuden oplever kommunen, at borgerne ikke betaler regninger for afhentning af affald og pasning af børn. Som det er i dag har kommunen 30 dage til at få folk til at betale før Selvstyrets inddrivelsesmyndigheder tager over.

- Direkte som kommune kan vi egentlig ikke gøre ret meget, for selve inddrivelsesdelen på de her ting ligger ved Selvstyret, siger han.

Skal opprioriteres

Selvom gælden i 2017 voksede med over 46 millioner til lidt over 339 millioner kroner, så slår Lars Møller-Sørensen fast, at de har et godt samarbejde med Selvstyret. Men han efterlyser dog flere muligheder for, at det offentlige kan inddrive den store gæld, som befolkningen har opbygget.    

- En af dem er grundlæggende at lægge det direkte ind som offentligt løntræk, så før folk får udbetalt deres løn, så bliver de rent faktisk trukket det de skylder, siger Lars Møller-Sørensen.

LÆS OGSÅ Din løn skal indbetales i offentligt system

Ud over, at man burde tage i fat skyldnerne før, at gælden vokser sig alt for stor, så mener kommunaldirektøren for landets folkerigeste kommune, at Selvstyret burde opprioritere arbejdet med at inddrive borgernes gæld. 

- Der er det min opfattelse, at hvis man tilførte nogle ressourcer, der kunne gå aktivt til selve inddrivelsesdelen, så er jeg ret sikker på, at det vil der komme noget positivt ud af nemlig, at pengene de kom i kassen, siger kommunaldirektør i Kommuneqarfik Sermersooq, Lars Møller-Sørensen.