Sermersooq forbedrer tilbud til unge handicappede

Samtidig med at uge 41 er handicapuge har kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq besluttet at øge indsatsen for unge handicappede.
Foto © : Kommuneqarfik Sermersooq
Skrevet af Karsten Sommer
05. oktober 2015 10:40

Det skal ske via en styrkelse af værestedet Kammagiit i Nuuk, som med den ny beslutning bliver et decideret tilbud til unge med vidtgående handicap. Værestedet har tidligere huset både unge og børn.

- Vi har lyttet til forældregrupper og handicaporganisationer, og det fører nu til, at vi fremover kan give et pædagogisk tilbud, hvor vi kan målrette indsatsen meget bedre mod de unge mennesker, siger udvalgsformand for Velfærd, Arbejdsmarked og Erhverv, Malene Lynge fra Inuit Ataqatigiit.

Læs også Den årlige handicapuge har fokus på skizofreni

Det nye tilbud til de unge skal understøtte deres identitet og forberede dem til et bedre voksenliv. Og i højst mulig grad gøre dem selvhjulpne.

- Målsætningen er at give de unge værdighed, hvor de oplever værdi i deres daglige gøremål og får erfaring til at få en almindelig hverdag til at fungere, skriver Malene Lynge.

Tilbuddene i Kammagiit omfatter madlavning, indkøb, huslige pligter, vask samt ikke mindst træningstilbud med terapeuter, uddannelsesvejledning, ungdomsklub og værkstedstilbud, oplyser Kommuneqarfik Sermersooq.

Læs også Særlig hjælp til børn med handicap