September satte tredje globale varmerekord i 2020

Aldrig har gennemsnitstemperaturen globalt ligget højere i en september måned, oplyser EU-organisation.
Særligt i områder som Sibirien og Arktis lå temperaturen i september langt over det sædvanlige niveau. Foto © : Western Arctic National Parklands/flickr
Skrevet af Ritzau
07. oktober 2020 08:01

Sidste måned var varmere end nogen september måned, der nogensinde er registreret globalt.

Det oplyser EU-organisationen Jordens Observationsprogram onsdag.

Det er den tredje måned, der i 2020 sætter global varmerekord. Således var januar og maj også de varmeste, der nogensinde er registreret globalt.

LÆS OGSÅ Maj var klodens varmeste maj i 39 år

De seneste 12 måneder har den globale gennemsnitstemperatur ligget 1,3 grader over niveauet fra før industrialiseringen

Det er ikke langt fra grænsen på 1,5 grader, som ifølge FN's klimapanel vil få store konsekvenser for kloden.

Særligt i områder som Sibirien og Arktis lå temperaturen i september langt over det sædvanlige niveau.

- September var 0,05 grader varmere end september 2019, der hidtil var den varmeste september nogensinde, hedder det i en rapport fra Copernicus Climate Change Service.