Maj var klodens varmeste maj i 39 år

Højere havtemperaturer er med til at give højere varme på land. Maj blev den varmeste, EU's forskere har målt.
Temperaturen er den højeste, siden målingerne begyndte i 1981. Foto © : Michael Lynge Pedersen
Skrevet af Ritzau
06. juni 2020 16:39

Verden har - igen - sat en ny varmerekord.

Den globale gennemsnitstemperatur i sidste måned var den højeste, EU's Copernicus-program har målt i en maj måned i knap 40 år.

Det meddeler forskere fredag.

Temperaturen er den højeste, siden målingerne begyndte i 1981.

I sidste måned meddelte Verdens Meteorologiske Organisation (WMO), at højere temperaturer i havet ventes at få temperaturen på land til at stige over gennemsnittet.

Særligt i Alaska, Antarktis og dele af Sibirien var det usædvanligt varmt.

Her lå gennemsnitstemperaturen op til 10 grader højere end normalt, viser tallene fra Copernicus Climate Change Service (C3S).

/ritzau/dpa