Nye lufthavne Selvstyret skraber overskud fra hele samfundet for at finde 1,5 milliard
Som en del af finanslovsforslaget har Naalakkersuisut nu løftet sløret for, hvordan de forestiller sig, at kunne betale for de tre nye lufthavne i Nuuk, Ilulissat og Qaqortoq.
Ca. 3,6 milliarder skal der til for at bygge og forlænge lufthavnene. Og ligesom hvis man skal købe et hus, en bil eller en båd, så skal Selvstyret finde nogle af pengene selv og så låne resten.
LÆS OGSÅ Kun plads til én atlantlufthavn i Grønland
Og nu har Naalakkersuisut altså givet et bud på, hvor de vil finde de ca. halvanden milliarder kroner, som er nødvendige for at kunne låne resten af pengene til lufthavnsbyggerierne.
Selskabet bag lufthavnsprojekterne, Kalaallit Airports har allerede knap 300 millioner. Derudover skal der komme penge fra udbytte fra Tele Greenland, Air Greenland, et engangsbeløb fra PFA Soraarneq, ubrugte penge fra anlægsområdet i år og næste år og hele Landskassens overskud i 2016, 2017 og 2018.
LÆS OGSÅ For mange byggerier kan koste og forsinke
Jo, flere penge Selvstyret kan finde selv desto mindre skal der lånes og det vil give en bedre økonomi i projektet, så billetpriserne kan holdes ned i fremtiden, står der i bemærkningerne til forslaget.
Kalaallit Airports A/S vurderer, at man kan begynde byggerierne, når halvdelen af pengene er fundet. Og så skal den anden halvdel findes i løbet af byggeriet.
LÆS OGSÅ Hold jer fra underskudsforretninger