Selvstyret sender gratis kviktest ud: Kan hentes ved siden af kondomerne

450.000 kviktest er sendt ud kommuner, sundhedscentre og Pilersuisoq
I byer med sundhedscentre eller sygehuse bliver æskerne med testudstyr lagt frem, og de kan hentes efter det samme princip som kondomer.  Foto © : KNR
Skrevet af Christine Hyldal
21. januar 2022 13:52

Meget har været sagt og skrevet om gratis kviktest i de seneste to uger. Nu er 450.000 af dem sendt ud til landets fem kommuner, til sundhedscentre og Pilersuisoq.

Afsender er Selvstyret.

Så mange skal sendes til kommunerne, der selv fordeler
 

  • Kommune Kujalleq 540 
  • Kommuneqarfik Sermersooq 1890 
  • Qeqqata Kommunia 720 
  • Kommune Qeqertalik 495 
  • Avannaata Koomunia 855 

Kommunerne fordeler selv de kviktest, de får tilsendt, til skoler, daginstitutioner og plejehjem. De modtager pakker, hvor der er 25 eller fem test i hver. 

Og så er der de test, som bliver sendt ud til alle dem, der ikke kan blive testet i skolen, på plejehjemmet eller i daginstitutionen.

I byer med sundhedscentre eller sygehuse bliver æskerne med testudstyr lagt frem, og de kan hentes efter det samme princip som kondomer. 

- I sundhedsvæsenet kan man hente gratis kondomer, og kviktest bliver distribueret på samme måde, siger Hans-Peder Barlach, der er formand for Coronastaben til KNR. 

Lige nu er der en ”ophobning i Kangerlussuaq” på grund af vejret. De kviktest, som samler sig i lufthavnen dér, er ved at blive sendt videre til Nuuk, hvor de skal ompakkes og sendes afsted til kysten.

I mindre byer og bygder uden sundhedscentre bliver testene sendt ud til Pilersuisoq-butikkerne, hvor man selv kan hente dem. Der er en enkelt test i hver pakke. 

Her er fordelingen af kviktest til Pilersuisoq:

  • Ikerasaarsuk IKS (bygd) 1000 stk
  • Akunnaaq (bygd) 500 stk
  • Kitsissuarsuit (bygd) 500 stk
  • Kangaatsiaq (by) 5000 stk
  • Attu (bygd) 2000 stk
  • Iginniarfik (bygd) 1000 stk
  • Niaqornaarsuk (bygd) 2500 stk
  • Ikamiut (bygd) 1000 stk
  • Qasigiannguit (by) 10500 stk
  • Oqaatsut (bygd) 500 stk
  • Qeqertaq (bygd) 1000 stk
  • Saqqaq (bygd) 1500 stk
  • Ilimanaq (bygd) 500 stk
  • Qeqertarsuaq (by) 9000 stk
  • Kangerluk (bygd) 500 stk

I denne uge er teststrategien blevet ændret. PCR-test er nu kun for dem, der bliver alvorligt syge. Alle andre skal bare blive hjemme og raskmelde sig selv. 

På et pressemøde i mandags sagde Mimi Karlsen (IA), der er fungerende naalakkersuisoq for sundhed: 

- Det vigtigste budskab er, at det ikke længere er vigtigt, at man tester sig selv eller tager ned på sygehuset for at blive testet. Hvis man er syg med corona og kan passe sig selv, så skal man blive hjemme, og derfor er det ikke længere vigtigt, at man tager en test.

Så hvorfor sender Naalakkersuisut så 450.000 gratis test ud?

- Det giver mening, fordi folk vil gerne vide, om de et smittede eller ej. Meldingen er ganske rigtigt, at man skal blive hjemme, men mange vil gerne have en sikkerhed for, at de er smittet, siger Hans-Peder Barlach.

- Det er væsentligt, at kviktest er tilgængelige. Med det antal vi har sendt ud nu, vurderer vi, at der er nok til, at folk kan tetste sig selv en gang om dagen eller en gang om ugen. Men vi ved ikke, hvor stor efterspørgslen bliver. Så hvis der ikke er nok, så må vi bestille flere. 

LÆS OGSÅ Kviktest-fadæse: Larmende tavshed fra Naalakkersuisut chokerer oppositionen

De gratis kviktest i sundhedscentre, på sygehuse og i Pilersuisoq kommer i kølvandet på den såkaldte kviktest-fadæse, som startede mandag i sidste uge.

Så mange sendes ud til sygehuse, sundhedscentre og Pilersuisoq:
 

  • Kommune Kujalleq 6750 stk
  • Kommuneqarfik Sermersooq 7000 stk
  • Qeqqata Kommunia 7125 stk
  • Kommune Qeqertalik 6750 stk
  • Avannaata Koomunia 6750 stk

Da sagde den fungerende naalakkersuisoq for sundhed, Mimi Karlsen (IA), på et pressemøde, at kommunerne ville fordele gratis kviktest til dem, der ikke selv har råd til at betale de 40 kroner, som en enkelt pakke koster.

Det viste sig bare ikke at være rigtigt. Kommunerne ville ikke påtage sig den opgave, fordi de simpelthen ikke må gøre det ifølge loven.

KNR har siden sidste uge forsøgt at få et interview med Naalakkersuisut om, hvorfor tilbuddet om de gratis test blev meldt ud på pressemødet uden at være klappet af med kommunerne. 

Naalakkersuisoq for sundhed, Kirsten Fencker (Naleraq) er sygemeldt med stress, og de to naalakkersuisut Mimi Karlsen (IA) og Pele Broberg (Naleraq) vikarierer for hende. 

KNR har forsøgt at få et interview med begge, men det har ikke været muligt.