Seks personer til borgermøde med Aaja

Folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen er på rejse i Nordgrønland, men det er ikke alle steder, der er lige stor interesse for at møde hende.
Skrevet af Kenneth Elkjær
20. oktober 2016 15:30

Forleden holdt hun møde i Aasiaat, men kun seks personer mødte op for at tale med hende.

Aaja Chemnitz Larsen erkender da også, at det der sker i Folketinget forekommer at være langt væk fra Grønland.

- Nogen gange, så oplever vi, at sager der vedrører Grønland, de bliver behandlet i Folketinget uden at man har hørt det i Inatsisartut, siger hun.

Se Qanorooqs indslag fra borgermødet i Aasiaat over artiklen.

Aaja Chemnitz Larsen har besøgt Uummannaq, Saattut, Ilulissat og Aasiaat i Nordgrønland. Turen har givet hende et godt udbytte til arbejdet i Folketinget i København.

- Noget af de forskellige som vi også har taget med os på denne tur, det har jo bl. a været ift. politiets opgaver i de forskellige steder. Men det er også ift. forsvarets opgaver, og det er ift. grønlændere i Danmark, som også har været et tema som er blevet taget op i flere forskellige steder. Så der er rigtig mange konkrete ting, som jeg i hvert fald kan tage med mig videre, som også kommer til at påvirke den politik som jeg laver i Folketinget, siger hun.