Seks personer har taget deres eget liv i weekenden

I weekenden har politiet flere gange været ude til selvmord rundt om i landet. Tilfældene har ikke relation til hinanden, skriver politiet i en pressemeddelelse.
Føler du dig alene og har brug for nogen at tale med? Alle som har brug for at tale eller skrive med nogen kan kontakte Tusaannga på telefon 80 11 80 eller sms 1899. Foto © : KNR / Malik Brøns
23. december 2025 11:37

Grønlands Politi sendte mandag aften en pressemeddelelse ud, fordi de i weekenden har været ude til seks hændelser, der viste sig at være selvmord.

Hændelserne er sket rundt om i hele landet og har ingen forbindelse til hinanden, skriver politiet i pressemeddelelsen.

Har du brug for hjælp til selvmordstanker?

Føler du dig alene og har brug for nogen at tale med?

Du er ikke alene. De fleste mennesker har behov for at blive lyttet til i perioder, hvor livet eller en situation opleves som så svær, at de ikke kan magte den alene.

Vi har tid til at lytte. Tusaanngas rådgivere lytter og kan hjælpe dig med at få sat ord på dine udfordringer. De kan også give dig redskaber til, hvordan du kan håndtere svære omstændigheder i dit liv.

Telefonrådgivning er en anonym personlig samtale mellem dig og en rådgiver hvor du bestemmer indholdet af samtalen.
Alle børn, unge og voksne, som har brug for at tale eller skrive med nogen kan kontakte Tusaannga. Det er anonymt og gratis at kontakte Tusaannga - du kan også ringe eller skrive selvom du ikke har mere Tusass.
 

Telefon: 80 11 80 

SMS: 1899

Kilde:Tusaannga

I pressemeddelelsen kalder ordensmagten det for et samfundsproblem, og understreger, at myndighederne - sundhedsvæsenet og politiet - sammen gør alt, hvad de kan for at forebygge selvmord.

- I politiet sikres det blandt andet, at ingen personer går forgæves til politiet med eksempelvis selvmordstanker. 

- Politiet hjælper med, at personen overtages af den rette myndighed, der i de fleste tilfælde vil være sundhedsvæsenet, skriver de.

Mistænkeligt dødsfald var ikke en kriminel handling

I weekenden omtalte KNR en hændelse, hvor politiet efterforskede en sag som et mistænkeligt dødsfald.

Politiet oplyser tirsdag til KNR, at sagen er af en af de seks hændelser fra weekenden, og at der ikke er sket noget kriminelt i den sag.

I en pressemeddelelse tirsdag bekræfter politiet dette:

- Politiets efterforskning har ikke ført til, at der skulle være sket noget kriminelt, hvorfor efterforskningen nu indstilles. De pårørende er underrettet, skriver de.