Jens-Frederik Nielsen: Vi skal være mere tydelige

Tirsdag morgen har formanden for naalakkersuisut igen været ved tasterne på sociale medier, og meldingen fra ham er klar; Det er trist, fordi det er respektløst. Der er behov for tydelige grænser.
Foto © : KNR / Markus Valentin
23. december 2025 10:43

Tirsdag morgen er formanden for naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen (D), både trist og taknemmelig.

Det skriver han på Facebook, efter USA’s præsident, Donald Trump, igen natten til tirsdag har udtrykt et ønske om at overtage Grønland.

- Med sådanne ord bliver vores land reduceret til et spørgsmål om sikkerhed og magt. Det er ikke sådan, vi ser os selv, og det er ikke sådan, vi i Grønland kan eller skal omtales, skriver Jens-Frederik Nielsen.

Samtidig slår formanden fast, at Grønland er ansvarlig for egen fremtid, og retten til selvbestemmelse kan ikke ignoreres.

Taknemmelig for støtte

- Derfor er jeg også taknemmelig, skriver han.

Både for den opbakning, han har fået af andre politikere her i landet, men også fra resten af verden.

Tidligere i år landede den franske præsident, den tyske viceforsvarsminister og andre landes politikere for at vise solidaritet.

- Jeg vil også takke regeringsledere og samarbejdspartnere rundt om i verden, som klart og utvetydigt har tilkendegivet deres respekt for Grønland, for vores demokratiske institutioner og for de grundlæggende principper i folkeretten. Den opbakning bekræfter, at vi herhjemme ikke står alene.