Sara Olsvig er ny international formand for ICC
Sara Olsvig er ny international formand for ICC.
Det skriver Inuit Circumpolar Council selv i en pressemeddelelse.
Sara Olsvig overtager posten efter Dalee Sambo Dorough fra Alaska, og hun skal være formand fra 2022 til 2026.
- Lige siden ICC blev stiftet i 1977, har vi haft et klart mandat til at kæmpe for, at vores hjemlande kun benyttes til fredelige formål, siger Sara Olsvig.
- Grundlagt i 1977.
- ICC er en NGO, der arbejder for at fremme inuits interesser og rettigheder internationalt.
- Organisationen repræsenterer 180.000 inuit i Alaska, Canada, Grønland og Tjukotka (Rusland).
- Vi kender Arktis – det er vores hjem – og vi ved, at Inuit Nunaat er et sted for samarbejde, for dialog og for diplomatiske løsninger. Det var i den ånd vores organisation – Inuit Circumpolar Council – blev skabt, og således fortsætter vi vores arbejde, siger den nye formand.
Det er særligt sikkerhedspolitik, sundhed og trivsel, der bliver hovedpunkter for ICC's arbejde de næste fire år. Og så er unge en vigtig prioritet for den nye formand.
Sara Olsvig vil nemlig arbejde for, at flere unge bliver en del af ICC's arbejde.
- Både for at høre hvad de unge har at bringe til ICC. Men også for at give unge en platform til at få erfaring med at arbejde på den internationale og regionale arena i forhold til menneskerettighedsarbejde, siger Sara Olsvig.
Krigens konsekvenser
Men det bliver ingen nem opgave at overtage formandsposten.
Ukrainekrigen har skabt et stort pres på samarbejdet i Arktis, der udfordrer ICC. Blandt andet er Arktis Råd, der er det primære forum for at diskutere klima og bæredygtig udvikling, i stilstand.
- Der er ingen tvivl om, at Arktis og oprindelige folk gennemgår en meget alvorlig tid nu. Det gør sig også gældende for inuit, for vi har inuit iblandt os, som bor i Rusland. Og derfor er det også en tid, hvor vi er meget udfordret i forhold til at bibeholde den struktur og det samarbejde, vi har brugt over 40 år på at bygge op, siger Sara Olsvig og fortsætter:
- Så der er ingen tvivl om, at de næste år kommer til at være meget præget af den konflikt og den stormagts rivalisering, der er.
66 deltog virtuelt
Sara Olsvig bliver den tredje grønlandske formand for ICC.
Hans-Pavia Rosing var formand fra 1980 til 1986.
Aqqaluk Lynge var formand i to omgange - først fra 1997-2002 og igen fra 2010 til 2014.
ICC har netop haft generalforsamling nummer 14.
66 deltagere fra Alaska, Canada, Grønland og Tjukotka i Sibirien deltog. Mødet foregik virtuelt fra i tirsdags til i torsdags.
LÆS OGSÅ Sara Olsvig: USA gør sig til for at sikre en god ven i fremtiden
Temaet var ”Inuit – Styrke og Fred”. Ifølge pressemeddelelsen diskuterede de ”oprindelige folks menneskerettigheder, fødevaresikkerhed, familier og ungdom, sundhed og velvære, uddannelse og sprog og oprindelige folks viden.”
- I lyset af de nuværende geostrategiske omstændigheder, som i stigende grad påvirker den arktiske region, har vi valgt at understrege vores folks styrke og målsætning om at sikre vores integritet og fredelige brug af vores hjemlande og territorier i al fremtid, siger den nu tidligere ICC-formand Dalee Sambo Dorough.
ICC’s 15. generalforsamling skal holdes i Canada i 2026.
Inuit Circumpolar Council repræsenterer 180.000 inuit i arktiske regioner. Organisationen arbejder for at fremme inuits rettigheder og interesser internationalt.
- Sara Olsvig er tilknyttet Ilisimatusarfik, hvor hun skriver en ph.d. om Grønlands forhold til USA.
- Hun er 43 år.
- Hun var formand for Inuit Ataqatigiit 2014 til 2018, hvor hun afløste Kuupik V. Kleist.
- Medlem af Folketinget fra 2011 til 2015.
- I oktober 2016 blev Sara Olsvig næstformand for Naalakkersuisut og fik posten som naalakkersuisoq for sociale anliggender, familie, ligestilling og justitsvæsen.
- I 2013 blev hun valgt ind i Inatsisartut.
- Sara Olsvig har en bachelor i kultur- og samfundshistorie fra Ilisimatusarfik og er uddannet antropolog fra Københavns Universitet.