To SAR-operationer igangsat søndag

Søndagsdøgnet har været travlt for politiet med to SAR-operationer, fire husspektakler og spirituskørsel, fortæller vagtchef Aputsiaq Hansen.
SAR-helikopteren har været på vingerne to gange inden for 24 timer i weekenden, fortæller Grønlands Politi. Foto © : Air Greenland
08. juli 2024 12:48

Mandag formiddag oplyser Grønlands Politi, at søndagsdøgnet har været travlt.

- Der har været to SAR-operationer, hvor Arktisk Kommando og frivillige har ledt efter flere sejlere, siger vagtchef ved Grønlands Politi Aputsiaq Hansen.

Den første melding om en savnet sejler modtog politiet klokken 00.24 søndag.

- Meldingen var, at en åben jolle havde ramt noget is. Man formodede, at der var flere om bord i jollen, men frivillige fandt jollen, og det viste sig, at der var tale om én mand, fortæller vagtchefen.

Klokken 01.10 lykkedes det at få manden, der var kommet til skade, evakueret og bragt til sygehuset.

Spiritus har fyldt meget

Manden var på vej til Ammassivik i Sydgrønland. Han er mellem 25 og 30 år, og politiet efterforsker nu, om der er tale om spiritussejllads.

Melding nummer to om savnede sejlere kom klokken 09.29, hvor fire personer, der var sejlet fra Paamiut om lørdagen, blev meldt savnet.

De fire var dog i god behold, viste det sig. De meldte nemlig selv klokken 14.25 over Aasiaat Radio, at de blot var blevet fanget af tidevandet, fortæller vagtchefen.

Udover de to SAR-operationer melder politiet om flere spiritus hændelser.

- Vi har haft fire husspektakler på grund af alkohol og flere sager med spirituskørsel, siger Aputsiaq Hansen.