SAR-beredskabet i Grønland vanrøgtes

Ved årsskiftet udløber den gamle aftale om SAR-beredskab her i landet. Den danske regering og naalakkersuisut har ikke kunnet blive enige om en ny aftale. Fra dansk side er det blevet til en masse pæne ord fra både transport- og forsvarsminister, men det har skortet på handling.
Skrevet af Peter Troelsen
25. oktober 2012 09:37

I sommer kom Forum for Samfundets Beredskab (FSB) med en rapport om emnet, og det var ikke positive toner, der lød fra FSB på det tidspunkt. Forum for Samfundets Beredskab er et rådgivende organ, som den danske regering lytter til, inden der træffes store beslutninger på forsvarsområdet.

-I min optik skal hele Rigsfællesskabet behandles ens. Der bør ikke være forskel på Lolland, Bornholm eller Grønland, når det gælder Search And Rescue beredskab, men som tingene ser ud i øjeblikket, så bliver Grønland vanrøgtet på det område. Vi foreslog flere forskellige muligheder i vores rapport, men der er ikke sket noget endnu, og det er ved at være sidste frist, fastslår Preben Bonnen fra FSB i et interview med knr.gl.

I og med at Air Greenland har valgt at udfase deres gamle S61 helikoptere, er der ikke den nødvendige helikopterkapacitet her i landet efter årsskiftet, og det kan være katastrofalt, hvis der kommer et alvorligt skibsforlis i de grønlandske farvande.

-Vores forslag er, at der skal være en helikopter på alle de fire inspektionsskibe i Tritonklassen. På den måde vil der være en rimelig kapacitet, men det gør det ikke alene. Der bør også være en redningshelikopter i Narsarsuaq og en i Ilulissat, i første omgang som et forsøg. Så kan man senere analysere beredskabet og få det til at passe til de opgaver, der er i Grønland, mener Preben Bonnen, der sammen med FSB kommer til Grønland i næste måned for at tale med politi og politikere.

Politikerne i forsvarsforligskredsen er i øjeblikket i gang med at sondere terrænet og det ser ud til at man får tilført endnu et skib i Knud Rasmussen klassen, helt som man har ønsket. Så er der også ved at opstå enighed omkring indkøb af helikoptere. Enten Sikorski eller Lynx, og de skibsbasserede helikopteres fremtid må snark komme på plads.

-Der forhandles om skibsbasserede helikoptere i dette øjeblik, og det er en væsentlig del af det nødvendige berdeskab. Hvis man så fra forsvarets side vil konvertere transporthelikoptere til SAR-helikoptere, så vil man sagtens kunne levere to helikoptere fra det danske forsvar. Det anser vi for en god realistisk løsning, men spørgsmålet er så om der er politisk flertal for det i forligskredsen, forklarer Preben Bonnen.

Læs mere om FSB rapporten her: http://www.samfundetsberedskab.dk/sar