Samuelsen vil give Færøerne mere plads

Danmarks nye udenrigsminister er mere imødekommende end afvisende over for at give mere plads til Færøerne på udenrigsområdet, skriver Det Færøske Nyhedsbureau.
Foto © : Folketinget
Skrevet af Jonas Fievé
10. januar 2017 14:38

Anders Samuelsen var på sit første officielt besøg på Færøerne i starten af januar, og holdt i den forbindelse møde med den færøske landsstyremand for udenrigsanliggender Poul Michelsen.

- Vi ønsker at give Poul Michelsen og Færøerne bemyndigelse til at arbejde udenrigspolitisk, men det skal være indenfor de givne rammer, sagde Anders Samuelsen på et efterfølgende pressemøde ifølge den færørske netavis Portal.fo.

På mødet orienterede Poul Michelsen den danske udenrigsminister om blandt andet Færøernes holdning til EU, EFTA, Nordisk Råd og Arktis samt landsstyrets planer på det udenrigspolitiske område, skriver Det Færøske Nyhedsbureau.