Samarbejdsaftale med fokus på nærdemokrati i nord

Nærdemokratiet skal være stærkere, og der skal etableres en stabil økonomi. Det er nøglepunkter i den nye samarbejdsaftale mellem Siumut og Atassut i Qaasuitsup Nord.
Skrevet af Thomas Munk Veirum
13. april 2017 16:23

Siumut og Atassut har i dag fremlagt en samarbejdsaftale mellem de to partier i Qaasuitsup Nord.

Én af de vigtigste opgaver bliver at gøre nærdemokratiet bedre samt at sikre en stabil økonomi. Det fortæller kommende borgmester Palle Jerimiassen.

- Vi vil lave lokalbestyrelser i alle de større byer med rettigheder til at varetage deres egne interesser, lyder et konkret tiltag for at styrke nærdemokratiet i Qaasuitsup Nord fra Palle Jerimiassen, der er formand for overgangsudvalget og kommende borgmester i den nye kommune Qaasuitsup Nord.

Sociale vilkår skal forbedres

Siumut fik flertal i kommunalbestyrelsen ved kommunalvalget med 9 mandater, og partiet har i dag præsenteret en samarbejdsaftale med Atassut.

Atassut kom i kommunalbestyrelsen med tre mandater, og 1. viceborgmester bliver således Aqqalu Jerimiassen fra netop Atssut.

Ud over nærdemokratiet, vil de to partier også arbejde på at forbedre de sociale vilkår for børn i kommunen fremgår det af samarbejdsaftalen.

- Det er et meget vigtigt område, og ifølge vores aftale skal vi være meget vågne overfor børn og unges vilkår, siger Palle Jerimiassen.

Erhvervslivet skal sikre flere indtægter

I aftalen står der også, at kommunalbestyrelsen vil gøre Siumuts valgløfte om en socialborgmester til virkelighed:

Formanden for social- og familieudvalget skal således udnævnes til socialborgmester, når lovgivningen giver mulighed for det.

Ifølge Palle Jerimiassen skal økonomien i den nye kommune sikres ved, at give fiskeriet og turismen gode vilkår og derved skabe flere arbejdspladser og indtægter til kommunekassen.