Sakio Fleischer: Jeg er skuffet, men jeg kender spillets regler

Manden, der indtil i nat klokken to forventede at blive borgmester i Avannaata Kommunia, er skuffet.
Sakio Fleischer havde indtil i nat klokken to udsigt til at blive borgmester i Avannaata Kommunia. Foto © : Malik Brøns, KNR
Skrevet af Bibi Nathansen
14. maj 2021 17:51

Siumuts Sakio Fleischer er skuffet efter, at løsgængeren Palle Jerimiassen har sikret sig posten som borgmester i  Avannaata Kommunia.

- Selvfølgelig kan jeg sige, at jeg er skuffet. Men sådan er politik og med pli in mente, må jeg acceptere tingenes tilstand, siger Sakio Fleischer.

LÆS OGSÅ Så er det officielt: Palle Jeremiassen sætter sig igen i borgmesterkontoret i Avannaa

Indtil i nat klokken to regnede han med, at blive borgmester. Men ifølge ham selv er løsgængeren Palle Jerimiassen gået bag om ryggen på Siumut og har indgået en aftale, som ikke inkluderer Siumut.

- Som bekendt underskrev vi sammen med Naleraq en aftale i april. Den var gældende indtil denne uge - og indtil i nat klokken to var jeg indstillet til at borgmester. Men i nat fandt vi ud, at de sidste, som vi havde en aftale i hus med, var bakket ud, siger Sakio Flesicher til KNR.

Sakio Fleischer uddyber ikke, hvem det var, Siumut havde en aftale med indtil klokken to i nat.

LÆS OGSÅ Minik Høegh-Dam smidt ud af Siumut efter mistanke om hashsalg

Lige siden valget 6. april har der været drama i nordkommunen om borgmesterkontoret. 

Den største slemmesluger, Minik Høegh-Dam (S), blev ekskluderet af sit eget parti, efter at KNR fortalte, at han er anklaget for at have brudt loven om euforiserende stoffer ved salg af ikke under 300 gram hash.

En sag der skal i landsretten, efter han blev frifundet i Sermersooq Kredsret den 25. marts under valgkampen.

Så meldte kommunens tidligere borgmester Palle Jerimiassen sig ud af Siumut og blev løsgænger. Det betød, at Siumut i dag kun har syv politikere i kommunalbestyrelsen, hvor der er 17 pladser. Derfor er Siumut afhængige af andre partier for at komme i flertal. 

Derefter pegede pilen på Sakio Fleischer, som fik tredjeflest stemmer ved kommunalvalget. Han havde indgået en aftale med Naleraq - men i onsdags meddelte Siumut, at de ikke vil arbejde sammen med Naleraq alligevel. 

Tilbage står Sakio Fleischer med en lang næse. For Inuit Ataqatigiit, Atassut, Demokraatit, Naleraq og løsgænger Palle Jerimiassen har i nat dannet en koalition sammen udenom Siumut.

Fra koalition til opposition

På trods af at Siumut nu ikke skal være en del af koalitionen i Avannaata Kommunia, forsikrer Sakio Fleischer, at arbejdet for ham langt fra er færdigt.

- Selvom vi nu sidder i opposition, så skal man regne med, at vi stadig vil arbejde for at nå vores mål. Vi vil have medlemmer i kommunalbestyrelsens forskellige udvalg. Og ad den vej vil vi fortsætte arbejdet, siger Sakio Fleischer til KNR.