Folketingsvalg: Sådan vil partierne forhandle med Danmark efter valget
Når valget er overstået 24. marts, begynder forhandlingerne i Danmark om at danne en ny regering kort tid efter.
Alt afhængig af hvordan det danske valg ender, kan de grønlandske mandater komme til at få en stor betydning.
Men det er forskelligt, hvad partierne vil have ud af forhandlingerne med de danske partier, før de kan støtte en ny regering.
KNR har talt med partilederne for at høre, hvad deres krav er.
Demokraatit
Demokraatit har tidligere fortalt, at de ikke på forhånd vil sige, hvem de støtter, når der skal dannes en ny regering i Danmark efter valget.
Jens-Frederik Nielsen (D) fortæller, at hvis de vinder valget, så vil deres folketingsmedlem ikke blot forhandle på vegne af Demokraatit men derimod hele Grønland.
- Vi vil føle os som repræsentanter for Grønland, når vi sætter os derned, og derfor vil vi have en dagsorden om at løfte de steder, hvor det handler om os, siger partiformanden.
Dog bliver formanden for Demokraatit ikke konkret på, hvilke krav partiet vil sætte.
- Vores mandat vil deltage aktivt i forhandlingerne, og lover kun én ting på forhånd: at vi peger ikke på nogen, før vi har hørt, hvad de har at sige.
Naleraq
Pele Broberg fortæller, at partiet ikke på forhånd vil vælge, om de støtter en blå eller rød statsminister.
I stedet vil de sætte sig til bordet og finde ud af, hvem der vil være bedst for Grønland.
Dog kræver han, at en ny regering ikke blander sig i retten til selvbestemmelse.
- De skal ikke blande sig aktivt i Grønlands politik, som de har gjort de sidste mange år. De skal ikke pille ved vores ret til selvbestemmelse. Den er ekstremt altafgørende for vores mandat, siger Pele Broberg.
Atassut
Hvis Atassut får et mandat ind i Folketinget, så vil et af kravene til en ny dansk regering være ligeløn. Det fortæller Aqqalu C. Jerimiassen.
- Forskelle i løn baseret på, hvor man er født, bør afskaffes. Det vil sige, at hvis man arbejder i politiet eller på et kontor i Grønland, bør man have samme løn som ansatte på et kontor i København. Det er noget, der under alle omstændigheder skal sikres, fortæller partiformanden.
Derudover vil partiet have, at en grønlandsk naalakkersuisoq og en dansk minister er ligeværdige.
- Den måde vi taler sammen på inden for rigsfællesskabet skal være ligeværdig. Det har man talt om allerede da Atassut blev stiftet i 1978, siger Aqqalu C. Jerimiassen.
- Hvis det skal lykkes, skal naalakkersuisoq (landsstyremedlem) og en dansk minister kunne tale sammen som ligeværdige parter. Det er noget, vi vil arbejde for at opnå.
Siumut
Siumuts formand, Aleqa Hammond, fortæller, at de vil gå til regeringsforhandlingerne med Danmark med fire krav:
- Delaftalerne om Forsvaret, Vivian Motzfeldt (S), har været med til at forhandle med Danmark, skal træde i kraft.
- Grønland skal ligestilles, når det kommer til levevilkår og muligheder.
- Beskyttelsen af grønlændere gennem lovgivning om forsvar og sikkerhed skal styrkes.
- Det grønlandske folks rettigheder eller myndigheder må ikke blive tilsidesat eller overtrumfet af danske beslutninger.
- Det gælder uanset, om den kommende regering er blå eller rød, uanset om vi får en afgørende rolle i forhold til regeringsdannelsen, eller hvis vi ikke gør, siger Aleqa Hammond.
Inuit Ataqatigiit
Formanden for Inuit Ataqatigiit, Múte B. Egede, fortæller, at hvis partiet vinder valget, så er det vigtigste i de kommende forhandlinger, at bibeholde Aaja Chemnitz resultater i Folketinget.
- Vores mindstekrav er, at de fremskridt eller mere lige muligheder, der er begyndt at tage form siden for lidt over et år siden, bliver videreført, siger partiformanden.
De fire andre partier har udtalt, at de ikke på forhånd vil pege på en bestemt statsministerkandidat eller regeringsparti i Danmark.
Múte B. Egede fortæller, at IA ligeledes vil gå åbent ind til forhandlingerne med Danmark.
– Grundlæggende ved folk godt, hvor Inuit Ataqatigiit står politisk. Men for os er det vigtigste, hvilken politik den kommende danske regering vil føre over for Grønland.
Dog undsiger han sig, at partiet kan støtte en regering, som Dansk Folkeparti lægger mandater til. Lignende har formanden for Atassut fortalt til Sermitsiaq.
- Fra Inuit Ataqatigiit har jeg også sagt det meget klart siden valgkampens start, at vi har meget svært ved at forestille os at vælge eller støtte en regering, som bygger på eller er afhængig af Dansk Folkeparti.