S-formand ser 'fejltagelser' i grønlandsk-dansk historie

Der er sket dårlige ting gennem tiden i forholdet mellem Grønland og Danmark. Det sagde Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, under en tale i Aalborg på Grønlands nationaldag.
Foto © : KNR
25. juni 2018 08:16

- Vi har mange, mange års erfaring sammen. Og jeg vil sige: som en dansk kvinde og en dansk politiker er det bestemt ikke alt i vores fælles historie, jeg er stolt af. Jeg synes, at vi har begået mange fejltagelser. Nogen af dem i fællesskab, nogle af dem fra dansk side. Jeg håber, at vi kan bruge rigsfællesskabet til at komme over nogle af de fejltagelser.

Hvilke ting, Mette Frederiksen konkret ærgrer sig over i landenes fælles historie, kom hun ikke ind på. Og i en mail til KNR afviser Socialdemokraternes pressetjeneste at uddybe emnet.

Dog understregede partiformanden, at hun ønsker at bevare Rigsfællesskabet. Dog gerne med forandringer, der betyder, at både Grønland og Færøerne kan se sig som mere ligeværdige parter i forholdet, sagde hun efter talen.

LÆS OGSÅ Mette Frederiksen støtter et selvstændigt Grønland

- Jeg er stor tilhænger af rigsfællesskabet, men jeg betragter ikke rigsfællesskabet som en størrelse, der er støbt i beton. Vi er tre lande, tre folk og tre flag (…). Og jeg tror, at forudsætningen for, at vi har et stærkt, levedygtigt Rigsfællesskab, er, at vi bakker hinanden op i at udvikle rigsfællesskabet på en måde, så alle tre lande kan se sig selv i det, sagde Mette Frederiksen til KNR.

I løbet af foråret har flere fremtrædende personer, herunder Bertel Haarder fra Venstre, IA's Aaja Chemnitz Larsen og den danske regerings tidligere udenrigsgransker, Peter Taksøe-Jensen, foreslået en revidering af modellen for Rigsfællesskabet.

LÆS OGSÅ Lav en ny aftale for rigsfællesskabet