Naturinstituttet anbefaler samme krabbekvote og ekstra sæson

Grønlands Naturinstitut anbefaler uændrede krabbekvoter for 2019 og en ekstra fiskerisæson i foråret og forsommeren.
Skrevet af Karsten Sommer
16. december 2018 15:44

I Disko Bugt er bestanden på et lavt niveau. Derfor anbefaler Naturinstituttet, at fangstniveauet i 2019 ikke overstiger 400 tons.

I forvaltningsområde Sisimiut indenskærs er bestanden til gengæld ikke længere for nedadgående. Fangstniveauet i 2019 anbefales til 300 tons, hvilket er uændret i forhold til 2018.

LÆS OGSÅ Stop for krabbefiskeri i forvaltningsområde Nuuk-Paamiut

I udenskærsområdet ved Sisimiut er bestanden af fiskbare krabber vokset, men andelen af nye krabber på vej ind i fiskeriet i det kommende år er lav. Derfor anbefales det fortsat, at området holdes lukket for fiskeri, indtil bestanden af krabber viser tegn på markant fremgang, lyder det fra Naturinstituttet.

I Nuuk-Paamiut-området er bestanden stabil, og fangstniveauet i 2019 anbefales derfor til 200 tons i indenskærsområdet og 1.000 tons i udenskærsområdet.

LÆS OGSÅ Forsøgsfiskeri efter krabber opgivet

Desuden anbefaler Naturinstituttet, at der indføres en fiskerisæson fra marts til juli. 

- Det vil sikre, at der kommer nye krabber til bestanden og vil forebygge fangst af ”bløde”, kommercielt ubrugelige krabber, der oftest ikke overlever at blive genudsat i havet, skriver forsker AnnDorthe Burmeister i en pressemeddelelse.

Biologerne har undersøgt krabbebestanden i Disko Bugt og ved Sisimiut, og så er der data fra det kommercielle fiskeri i form af logbøger fra samtlige forvaltningsområder.

LÆS OGSÅ Polar Seafood satser på østgrønlandske krabber