Søkabelskib har sat kurs mod Sisimiut
Der er nu gode nyheder til de mange, der trækkes med langsomt internet fra Sisimiut og nord på.
Lørdag sætter søkabelskibet, Horizon Enabler, nemlig kurs mod Sisimiut, hvor det forventes at være fremme søndag, oplyser Tele-Post.
LÆS OGSÅ Endelig ankommer reparationsskib til Nuuk
- Hvis vejret tillader det, og hvis der ikke er for meget is, forventes reparationen syd for Sisimiut at være færdig i midten af marts, skriver Tele-Post i en pressemeddelelse.
Det var 21. januar, at søkablet blev beskadiget.
Direktør: Vi håber at følge tidsplanen
Ifølge Tele-Post ankom Horizon Enabler til Nuuk den 6. marts for at hente reservekablet, som skal erstatte det ødelagte kabel syd for Sisimiut.
- Skibet forventes at være fremme i løbet af weekenden, hvorefter reparationen påbegyndes. Is forholdende vil være afgørende for, hvor hurtigt vi kan reparere søkablet, men vi håber, at vi kan følge vores tidsplan, siger administrerende direktør Kristian Reinert Davidsen.
Når reparationerne syd for Sisimiut er afsluttet, skal Horizon Enabler fortsætte til Sydgrønland, hvor et andet søkabel er ødelagt.
Man kan følge udviklingen omkring søkabelreparationerne på telepost.info/da
LÆS OGSÅ Trawler har ødelagt søkabel: Advokat er sat på sagen