Søkabelfejl giver langsomt internet på vestkysten

Store dele byerne og bygderne på vestkysten oplever meget langsomt internet. Det skyldes en fejl på søkablet nord for Maniitsoq, som Teles teknikere opdagede ved middagstid mandag.
21. januar 2019 16:09

Fejlen på søkablet betyder, at internettet bliver meget langsomt i alle byer og bygder mellem Maniitsoq og Kullorsuaq. Også telefonforbindelserne både på mobil og fastnet kan være dårligere, oplyser Tele.

- Hvordan fejlen er sket og hvor fejlen befinder sig, er endnu uvist, dog er vores teknikere i fuld gang med at undersøge problemet, siger teknik og IT direktør, Jonas Hasselriis. 

LÆS OGSÅ TelePost har endnu ikke fundet løsning på søkabel-problem

Tele fortæller til KNR, at der er teknikere på vej til området med fly.

Det er ikke kun byer og bygder nord for Maniitsoq, der bliver påvirket. Hele landet kan det næste døgn opleve kortvarige afbrydelser på telefoner og internet, på grund  af arbejdet med at løse fejlen.

LÆS OGSÅ Søkabelbrud til Island giver internetproblemer