Rygter om folketingsvalg: Aaja Chemnitz går til valg for tredje gang

Aaja Chemnitz Driefer genopstiller til Folketinget. Aki-Matilda Høgh-Dam vil først melde fremtidsplaner ud, når valget er udskrevet.
Aaja Chemnitz Driefer (t.v.) fra IA genopstiller til Folketinget. Det er uvist, om Aki-Matilda Høegh-Dam fra Siumut gør det samme. Foto © : Malik Milfeldt
10. august 2022 06:38

Rettelse 11. august 2022: I en tidligere version fremgik det, at kun Lars-Emil Johansen (S) har siddet tre valgperioder i Folketinget. Det korrekte er, at også Otto Steenholdt har siddet i adskillige valgperioder i Folketinget. Det er nu skrevet ind i artiklen.

Inuit Ataqatigiits mangeårige profil i Folketinget, Aaja Chemnitz Driefer , genopstiller når der bliver udskrevet valg. 

Det oplyser politikeren til KNR, som over sommeren er blevet gift og samtidig har skiftet efternavnet Larsen ud med Driefer.

- Tiden må vise, om valget bliver udskrevet lige om lidt. Men jeg er i hvert fald klar til valgkamp og føler, at der er nogle sager, som jeg gerne vil følge til dørs, siger hun til KNR.

Siden starten af juli er udsigten til et snarligt folketingsvalg blevet højaktuel. 

Valg i Danmark

Hvis ikke Mette Frederiksen har udskrevet valg inden Folketingets åbning den 4. oktober, vil Radikale Venstre vælte regeringen.

Det meddelte den radikale leder, Sofie Carsten Nielsen, 2. juli.

Radikale Venstre har stillet statsminister Mette Frederiksen (S) et ultimatum: Udskriv valg senest ved Folketingets åbning første tirsdag i oktober, eller de trækker støtten til regeringen.

Udmeldingen kom, efter at minkkommissionen udtalte en skarp kritik af regeringens håndtering af mink-sagen under coronakrisen. Radikale Venstre undlod at støtte en uafhængig advokatundersøgelse af sagen, men valgte i stedet at lægge pres på regering for et hurtigt valg.

Aaja Chemnitz: Mange sager at forfølge endnu

Ifølge Aaja Chemnitz Driefer er der mange sager, som hun ønsker at følge til dørs, og som derfor kræver, at hun stiller op til endnu en valgperiode på Christiansborg.

Det gælder blandt andet sager som ligeløn for statens ansatte i Grønland, herunder politi og anstaltsbetjente, og sager om forældremyndighed under børneloven. 

Også det internationale samarbejde i Arktis, som lige nu halter på grund af Ruslands invasion af Ukraine, er vigtig, mener hun.

LÆS OGSÅ Ny lov på vej: Danmark skal kunne sanktionere Rusland indenfor rigsanliggender

- Jeg synes, der er en række meget centrale politiske sager, som jeg meget gerne så blive afsluttet, og som jeg ser, at jeg med den erfaring og viden, jeg har, er den bedste til at kunne løse på vegne af Grønland, siger Aaja Chemnitz Driefer.

Det bliver tredje valgperiode i Folketinget, som Aaja Chemnitz Driefer stiller op til, og bliver hun valgt, er det blot tredje gang, at en grønlandsk politiker har siddet tre perioder i det danske parlament.

Kun Lars-Emil Johansen fra Siumut har siddet tre valgperioder i Folketinget, mens Otto Steenholdt fra Atassut sad otte valgperioder.

Aki-Matilda Høegh-Dam er tavs om fremtiden

Aaja Chemnitz Driefer frygter dog ikke, at hun kommer for langt væk fra den grønlandske hverdag med endnu en periode bag Borgens tykke mure.

- Jeg er meget opmærksom på at forny mig selv og den politik, jeg står for, siger hun og tilføjer:

- Jeg tror ikke, du kan finde et eneste menneske på den her planet, som vil sige, at jeg er gået i stå rent politisk.

Hendes grønlandske kollega i Folketinget, Aki-Matilda Høgh-Dam fra Siumut, ønsker ikke at oplyse til KNR, om hun har tænkt sig at genopstille til Folketinget. 

Hun er på vej til borgermøde-runde i Sisimiut, Asiaat og nærliggende bygder og vil først melde ud, hvad fremtiden byder på, når valget er udskrevet, oplyser hun.