Russisk 'spionhval' kan i virkeligheden være terapidyr
Muligheden for, at hvalen, der har fået navnet "Hvaldimir" i Norge, var trænet af den russiske flåde - måske endda til at fremføre bomber, dominerede ellers dækningen, da tv-billederne af dyret gik verden rundt.
Men nu skriver det norske Fiskeribladet, at en af bladets skribenter har genkendt hvalen. Den hedder i givet fald "Semjon"og må være undsluppet et anlæg i det østlige Rusland, hvor den blev brugt som terapidyr for psykisk syge børn.
LÆS OGSÅ Hvidhval med seletøj på opsøgte norske fiskere
Skribenten, Morten Vikeby, besøgte anlægget, der ligger ved grænsen til Norge, i 2008 og lavede en reportage.
- Videoen fra dengang viser, at det er en terapihval. Det er derfor ikke så underligt, at den trives blandt mennesker, siger Morten Vikeby, som fortæller, at Semjon engang imellem blev iført seletøj for at kunne trække en båd med børn.
Det norske Fiskeridirektoratet er lettet over, at hvalen måske alligevel ikke er et hemmeligt russisk våben.
- Vi har tænkt på spionage og krig, men så er det bare en hval, som vil os mennesker det godt. Helt fantastisk, siger inspektør Jørgen Ree Wiig fra Fiskeridirektoratet til NRK.