Hvidhval med seletøj på opsøgte norske fiskere
Fiskere i det nordlige Norge har befriet en tilsyneladende tam hvidval for et seletøj, efter de den seneste tid har haft flere nære møder med hvalen.
Det fortæller fisker Joar Hesten til norske NRK.
- Vi skulle sætte garn ud, da vi så en hvidval som svømmede mellem bådene. Da den nærmede sig, kunne vi se, at den havde en form for seletøj på, siger han.
- Den kom helt tæt på båden og forsøgte at slippe fri af stropperne, siger han.
Det er uvist, hvor hvalen stammer fra, men på indersiden af seletøjet står der, at det er udstyr fra Sankt Petersborg, skriver NRK.
Flåde træner dyr
Ifølge NRK har det norske havforskningsinstitut samt et universitet i Tromsø en teori om, at hvalen kommer fra Rusland.
- Vi ved, at Rusland har holdt tamme hvidvaler i fangenskab, og at nogle skulle være sluppet fri, siger professor ved Tromsø Universitet, Audun Rikardsen.
Seletøjet menes at være blevet brugt til at spænde et kamera fast på hvidhvalen.
Ifølge The Guardian havde Sovjetunionen under Den Kolde Krig et militærprogram, hvor delfiner blev trænet til at søge efter miner og våben på havbunden.
I 2017 kunne et russisk TV-program afsløre, at den russiske flåde havde genoptaget træningen af hvidhvaler, sæler og delfiner til militære formål