Rusland anklager Navalnyj for at krænke borgerrettigheder

Oppositionsleders fond til bekæmpelse af korruption krænker borgerrettigheder, mener russiske efterforskere.
Navalnyj er i færd med at afsone to og et halvt års fængsel for brud på betingelserne for en betinget dom. Foto © : Moscow City Court/Reuters/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
12. august 2021 10:29

Den fængslede russiske oppositionsleder Aleksej Navalnyj bliver sigtet for nye lovbrud, der kan forlænge hans fængselsstraf.

Det meddeler den komité, der efterforsker alvorlige forbrydelser i Rusland.

LÆS OGSÅ Navalnyj er kommet sig efter sultestrejke

Navalnyj anklages for at have "oprettet en non-profit organisation, der krænker borgernes rettigheder" og for at have opfordret til lovbrud.

De nye anklager centrerer sig om Navalnyjs fond til bekæmpelse af korruption (FBK). Den er en torn i øjet på præsident Vladimir Putin, efter at den adskillige gange har beskyldt ham og hans styre for korruption.

Navalnyj og FBK har ifølge Ruslands efterforskningskomité indkaldt til og deltaget i demonstrationer, som myndighederne har stemplet som ulovlige. Det skete i januar i år.

LÆS OGSÅ Navalnyjs stiftelse skal indstille al aktivitet

I juni blev FBK forbudt og stemplet som "ekstremistisk" af en russisk domstol. Den afgjorde, at organisationen og folkene bag er, hvad myndigheder betegner som "udenlandske agenter".

Domstolen fandt, at FBK har opfordret russerne til at begå ulovligheder.

Navalnyj er i færd med at afsone to og et halvt års fængsel for brud på betingelserne for en betinget dom. Han meldte sig ikke hos politiet i Moskva, som han skulle, fordi han i den periode lå bevidstløs på et hospital i Tyskland.