Navalnyjs stiftelse skal indstille al aktivitet

Navalnyj-tilhænger: Vi bliver formentligt klassificeret som ekstremister og får lukket alle kontorer.
Navalnyjs stiftelse har blandt andet sat sig for at afsløre korruption i kredsen omkring præsident Vladimir Putin. Foto © : John Macdougall/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
26. april 2021 12:07

En domstol i Moskva har bestemt, at Putin-kritikeren Aleksej Navalnyjs stiftelse skal indstille alle aktiviteter indtil videre.

Domstolen har netop indledt en sag, hvor den skal afgøre, om Navalnyjs organisation er "ekstremistisk".

- Imens har organisationen fået ordre til at indstille al aktivitet, siger Ivan Zjdanov, som er direktør i Navalnyjs stiftelse.

Navalnyjs tilhængere har på forhånd sagt, at det vil være et stort tilbageslag for gruppen, hvis den bliver stemplet som en ekstremistorganisation.

- I næste uge vil de formentligt klassificere os som ekstremister, indefryse alle konti, lukke alle kontorer og gøre vores ikkedigitale arbejde umuligt, siger Navalnyjs kollega Leonid Volkov i et interview med Znak.com i weekenden.

Han siger, at det kan blive nødvendigt med en pause i bevægelsen, så der kan blive taget stilling til, hvordan oppositionen skal se ud fremover.

Navalnyjs stiftelse har blandt andet sat sig for at afsløre korruption i kredsen omkring præsident Vladimir Putin.

LÆS OGSÅ Over 100 russere meldes anholdt under Navalnyj-protester

Navalnyj sidder fængslet i en fangekoloni omkring 100 kilometer øst for Moskva.

Navalnyj meddelte fredag, at han var ved at indstille sin sultestrejke.

Læger, som har tilset Navalnyj, havde indtrængende opfordret ham til at indstille sin sultestrejke, da han ellers risikerer at dø.

Navalnyj har meddelt, at det formentligt vil tage ham 24 dage gradvist at slutte sultestrejken.

Den 44-årige regeringskritiker var tidligere blevet undersøgt på en hospital i byen Vladimir øst for Moskva.

Han klagede over alvorlige rygsmerter og lammelse i arme og ben.

For at protestere mod mangel på lægehjælp i fængslet indledte Navalnyj en sultestrejke 31. marts.

Systemkritikeren var tæt på at miste livet sidste år ved et påstået drabsforsøg med nervegiften Novitjok.

Tusindvis af mennesker deltog onsdag i landsdækkende demonstrationer, der krævede, at Navalnyj fik adgang til uafhængige læger.

Den russiske systemkritiker sender en hilsen til dem, der har støttet ham, i ritzau.