Navalnyj er kommet sig efter sultestrejke

Lederen af det russiske fængselsvæsen oplyser, at oppositionsleder spiser normalt og har en vægt på 82 kilo.
Ved hjemkomsten til Rusland blev Aleksej Navalnyj anholdt og i februar blev sendt i fængsel. Foto © : Moscow City Court/Reuters/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
20. maj 2021 09:09

Den russiske oppositionsleder Aleksej Navalnyj er kommet sig efter en sultestrejke og får nu mulighed for at kommunikere med sin familie.

Det skriver det russiske nyhedsbureau Tass. Mediet citerer Alexander Kalashnikov, der er chef for Ruslands fængselsvæsen.

Han siger, at Navalnyj spiser normalt og har en vægt på 82 kilo.

Navalnyj blev forgiftet under en indenrigsflyvning i Rusland i august 2020 og vendte i januar hjem efter behandling i Tyskland.

Ved hjemkomsten til Rusland blev han anholdt og i februar blev han sendt i fængsel. Det skete, da en domstol ændrede en betinget dom på tre et halvt års fængsel til en ubetinget straf.

Fratrukket den tid, han allerede havde tilbragt i husarrest, skal Navalnyj nu afsone omkring to og et halvt års fængsel.

Det russiske parlament har i denne uge taget skridt til en lov, som forbyder politikere, der er allierede med Navalnyj, at stille op ved parlamentsvalg.

LÆS OGSÅ Navalnyjs stiftelse skal indstille al aktivitet

Loven forbyder medlemmer af "ekstremistiske" organisationer at blive valgt til Ruslands parlament. Den er målrettet tilhængere af Navalnyj, der er præsident Vladimir Putins mest fremtrædende kritiker.

I det russiske underhus blev loven tirsdag stemt igennem med 293 stemmer mod 45.

Nu venter yderligere to afstemninger i underhuset, inden det russiske overhus skal sige god for loven. Til sidst skal den underskrives af præsident Putin. De sidste skridt anses som formaliteter.

En af modstanderne af lovforslaget er Valery Gartung fra partiet Et Retfærdigt Rusland.

I parlamentet sagde han tirsdag.

- Det strider imod så mange forfatningsmæssige normer, at jeg slet ikke ved, hvad jeg skal sige, og hvad jeg skal stille op med afstemningen.

- Loven vil ikke kun ramme fremtrædende medlemmer og aktivister inden for Navalnyjs politiske netværk. Det vil også ramme titusindvis af russere, der har støttet netværket med donationer.