Historisk aftale: Royal Greenland og KNAPK begraver stridsøksen - for nu
I april stod en flok fiskere fra KNAPK samlet i protest mod Royal Greenland. Deres ansigter var misfornøjede. Over deres hoveder var en skov af hvide skilte med sorte slagord imod prissætningen af stenbiderrogn flankeret af fanbærere med blafrende Erfalasorput.
I front stod formanden, Nikkulaat Jeremiassen med megafon og samlede tropperne.
Under et år senere har han og KNAPK netop indgået en samarbejdsaftale med selv samme Royal Greenland. Et samarbejde, hvor parterne slår fast, at der ikke forhandles priser.
Men aftalen har ikke en tidshorisont, og den kan opsiges, såfremt ny uenighed atter opstår.
Nye rammer uden forhandlinger
Ifølge Merete Lindstrøm, som er kommunikationschef for Royal Greenland, er aftalen ikke indgået natten over, men er et resultat af halvandet års forhandlinger.
- Det har været en lang proces med løbende møder og enkelte pauser. Men vi er blevet ret enige om, at hvis vi på nogen måder skal videre fra, hvor vi er uenige, så kræver det dialog.
- Det er den dialog, samarbejdsaftalen laver rammerne for, fortæller Merete Lindstrøm.
Et af de helt store stridspunkter mellem parterne har været, at KNAPK har villet forhandle priser direkte med Royal Greenland, hvor sidstnævnte har holdt fast på, at de sætter priserne ud fra markedet, og ikke gennem forhandlinger med enkeltorganisationer.
Alligevel har parterne formået at finde hinanden ved, at KNAPK ikke længere kræver forhandlinger.
- KNAPK har en interesse i at skabe bedre priser for deres fiskere, og det har jeg fuld forståelse for. Og jeg forstår, hvorfor de kæmper med næb og klør.
- Men jeg er virkelig glad for, at vi har fundet steder, hvor vi rent faktisk kan samarbejde og giver hinanden et løfte om at skabe og styrke dialogen, fortæller Merete Lindstrøm.
Fremover skal KNAPK og Royal Greenland have månedlige møder. Her vil førstnævnte få indsigt i, hvorfor den internationale markedspris er, som den er.
Her er det håbet, at en større forståelse for økonomien og de to parters formål kan lægge uro til hvile, inden det opstår.
- Alt, hvad vi gør i Royal Greenland, er for samfundets skyld og ikke en eller anden chef, der sidder og tjener styrtende med penge, fortæller Merete Lindstrøm.
Kan annulleres når som helst
Nikkulaat Jeremiassen fortæller, at det er et samlet KNAPK, der har indgået samarbejdsaftalen, da der ikke har været kritiske indvendinger fra baglandet.
Men det helt store spørgsmål har været, hvorvidt aftalepapiret bliver revet fra hinanden til næste år, når stenbidersæsonen atter går i gang.
Når Royal Greenland fastsætter priser for indhandling af fisk, som KNAPK ikke enig i, så plejer KNAPK at arrangere demonstrationer. Kan det ske igen, efter I har lavet samarbejdsaftalen?
- Den aftale, vi har underskrevet, kan annulleres, det kan man se i aftalen. Hvis man ikke er enig med den kan den annulleres, siger Nikkulaat Jeremiassen.
Så den kan annulleres når som helst?
- Ja, der er ingen tidshorisont.
Hvis vi tager et eksempel som priser på stenbiderrogn; hvis medlemmerne ikke er enige med prisen, skal aftalen så annulleres?
- Det er den enkelte afdeling (af KNAPK, red.), der bestemmer det. Aftalen er fleksibel, når medlemmer ikke er enige med stenbiderrognspriserne, vil aftalen kunne annulleres i løbet af tre måneder.