Rosing ude af skammekrogen
Michael Rosing (D) blev sidst i april frataget sine ordførerskaber og udvalgsposter i Inatsisartut og sat i skrammekrogen efter en beslutning fra partiets hovedbestyrelse.
Årsagen var samarbejdsproblemer oplyste formand Randi Vestergaard Evaldsen dengang til KNR.
Nu ser det ud til at den interne strid er bilagt. I en pressemeddelelse skriver Randi Vestergaard Evaldsen, at Michael Rosing er tilbage i Demokraternes Inatsisartutgruppe.
LÆS OGSÅ Demokraterne sender Rosing uden for døren
Ifølge meddelelsen har partiet forsøgt at løse problemerne gennem en længere proces med deltagelse af de stridende parter i Inatsisartutgruppen, hovedbestyrelsen og Michael Rosings regionsafdeling Sermersooq Vest.
- Processen er dags dato endt med, at Michael Rosing er genindtrådt i Demokraternes Inatsisartutgruppe, skriver Randi Vestergaard Evaldsen på vegne af partiets hovedbestyrelse.
Udvalgsposter må vente
Michael Rosing må dog vente lidt med at få eventuelle udvalgsposter tilbage.
LÆS OGSÅ Splid i Demokraterne i lys lue
- Det er først i forbindelse med Efterårssamlingen 2017, at der igen er mulighed for at genbesætte pladser i Inatsisartuts udvalg. Til den tid vil Michael Rosing indgå i fordelingen på lige fod med de øvrige Inatsisartutmedlemmer, skriver Randi Vestergaard Evaldsen.
Tidligere i denne måned meldte det markante medlem af partiet Poul Hansen sig ud af partiet i protest, blandt andet fordi tre ud af Demokraternes fire Inatsisartutmedlemmer har dobbeltmandat.
Ifølge avisen AG er striden mellem Rosing og de øvrige inatsisartutmedlemmer opstået, netop fordi Rosing var imod dobbeltmandater.
Randi Vestergaard Evaldsen, Justus Hansen og Nivi Olsen sidder således både i Inatsisartut og i kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq.