Per Rosing-Petersen sammenligner grønlandske forhold med apartheid
Det hele kom sig af, at naalakkersuisoq for erhverv, Vittus Qujaukitsog (S), i sine bemærkninger til forslaget om erhvervsfremme til landbaserede erhverv fremhævede Israel.
Det gjorde han ved at skrive, at den såkaldte ”inkubatorordning bliver anvendt med stor succes i lande som f.eks. Israel og Island".
Og at det ikke "er muligt at kopiere ordningen fra Israel", men at "det er muligt at tilpasse ordningen efter de grønlandske forhold".
I sit ordførerindlæg kaldte Per Rosing Petersen fra Partii Naleraq det for "overraskende at landet Israel bliver fremhævet som foregangsland".
Men han siger samtidig, at det ved "nærmere eftertanke ikke er så odiøst, når 90 procent af aktørerne inden for erhverv i Grønland er drevet eller ejet af personer, der kommer fra udlandet".
Og Per Rosing-Petersen konkluderer, at "disse forhold berettiger en sidestillelse med tilstandene i Sydafrika":
- Hvis vi kan være kritiske overfor Apartheid i Sydafrika, men ikke erkende forholdene her, så kan vi ikke komme videre. Og heri ligger formentlig vores største problem, sagde Per Rosing-Petersen fra talerstolen.
Og sagde videre:
- Vi er modstandere af neokolonialisme.
Apartheid (betyder adskilthed på afrikaans)
National Partiet havde magten fra 1948 og frem til det demokratiske valg i 1994.
- I den periode var alle mennesker i Sydafrika opdelt i racer – hvid, sort, farvet og asiatisk.
- 3,5 mio. mennesker blev fjernet fra deres hjem og placeret i en slags reservater, hvor de blev fuldstændig holdt uden for indflydelse ved at fratage dem deres statsborgerskab og gøre dem til borgere i en af de såkaldte bantustans – hjemlande.
- Familier blev adskilt og alle, undtagen de hvide, skulle bære identifikationspapirer på sig 24 timer i døgnet.
- Den sydafrikanske regering opdelte samtidig alt fra undervisning og sundhedsvæsen til strande i racer.
I 1989 overtog Frederik Willlem de Klerk præsidentembedet og han indledte afviklingen af apartheid. Han gik forrest i at ændre den racistiske lovgivning, løslod Nelson Mandela og andre uskyldige fanger, og til slut vandt African National Congress, ANC, valget og Mandela blev præsident.
Kritik fra egne rækker
Per Rosing Petersens udtalelser har i dag fået både hans egen partiformand, Demokraterne og løsgænger Naaja Nathaniaelsen op af stolene.
- Partii Naleraq deler ikke Per Rosing-Petersens opfattelse omkring sammenligningen med Sydafrika og apartheid.
- Grønland blev sammenlignet med Sydafrika og apartheidstyret. Det er ikke Partii Naleraqs budskab, men Per Rosing Petersens egne ord og budskab, lyder kritikken fra Partii Naleraqs formand, Hans Enoksen, der i en pressemeddelelse tager afstand fra sin egen ordfører.
Mens Demokraternes Justus Hansen og løsgænger Naaja Nathanielsen under overskriften "Stop den uværdige had-tale" skriver, at "vi kan ikke blive ved med at råbe neokolonialisme".
I den fælles pressemeddelelse skriver de også, at "offermentalitet aldrig har bragt sejre med sig. Dem og os-mentalitet skaber ikke fællesskab".
De opfordrer Partii Naleraq til at "bremse denne hadefulde retorik og i stedet bidrage til den poliatiske debat med løsninger og visioner".