Rosas far hed Tittus Karlsen og var fra Sydgrønland

Bagedyst-Rosas ophav har været genstand for interesse både før under og efter hendes medvirken i Bagedysten og Vild Med Dans. Og nu har Rosa og alle os andre fået svar.
Foto © : DR/Bjarne Bergius Hermansen
Skrevet af Merete Lindstrøm
27. december 2018 07:14

Der er mange der har spurgt gennem tiden. Er du grønlænder? Og ja - det er hun.

Rosa fra TV-programmet Den Store Bagedyst er halvt grønlænder. Det blev slået fast da TV2´s program Rosas Grønlandske Hemmelighed rullede over skærmen 1. juledag.

LÆS OGSÅ Er bagedyst-Rosa fra Grønland?

Historien begynder, da Rosa for et par år siden endelig får svar fra sine forældre om, at der har været en grønlandsk mand inde i billedet engang for mange år siden. Og så ville Rosas datter Trine have svar, fortæller Rosa til KNR.

- Det er sådan set hende, der er gået mest op i det altid. Hun sagde: Mor det kan simpelthen ikke passe, at vi ikke skal have den historie om, hvordan det hænger sammen. Så det er hende, der har presset lidt på, fortæller Rosa.

Sammen med sin datter tog Rosa til Grønland for at finde den mand, som hendes mor havde en affære med for mere end 60 år siden. Alt de havde at gå efter var et navn og området Sydgrønland. Selvom det var datteren, der fik sat skub i tingene, fandt Rosa hurtigt ud af, at det også var vigtigt for hende at finde svar.

- Jo tættere på vi kom, og jo mere man kom til at snakke med nogen om det, kunne jeg mærke, at det også blev vigtigt for mig. Så fik jeg også aktier i det, siger Rosa.

Med hjælp fra en lokalhistoriker i Danmark, Stadsarkivet i Nuuk og gamle kirkebøger lykkedes det de to at finde frem til en slægtning af Rosas far.

- Altså da jeg så navnet, og at hans mor også hed Rosa, så synes jeg virkelig, det kom tæt på, siger hun.

Ud over at finde frem til sin nu afdøde far, fandt Rosa altså også ud af, at hun er opkaldt efter sin farmor, og at hendes far kendte til hendes eksistens og fulgte med fra sidelinjen under hendes opvækst.

I Qaqortoq mødte Rosa nemlig en af sin fars niecer, der kunne fortælle, at Tittus havde et billede af Rosa, fra da hun var barn, som han havde stående på sin skænk til den dag, han døde.  Det var en lettelse at finde ud af, at man ikke bare var et produkt af et kortvarigt, umuligt forhold, fortæller Rosa.

- Det var virkelig rart. Der kom mange følelser op lige pludseligt.  Så spolede man virkelig filmen tilbage til, hvor det hele startede og det, at man ikke bare var en, der var blevet til i et kort forhold og så bare glemt igen men at man så alligevel havde levet videre i hans bevidsthed, slutter Rosa.

Læse også historien på tv2.dk