RG besætningsmedlem fløjet til hospital i Island

Fredag morgen blev et besætningsmedlem på en af Royal Greenlands trawlere hentet med helikopter af den islandske kystvagt.  Det skriver det islandske medie Morgunbladid
Det var et besætningsmedlem på Royal Greenlands langlinetrawler Masilik, der måtte evakueres til Island med helikopter fredag. Foto © : Royal Greenland
Skrevet af Merete Lindstrøm
19. januar 2020 15:43

Royal Greenlands langlinetrawler Masilik befandt sig mellem Grønland og Island, da en anmodning om hjælp blev modtaget af kystvagtens kontrolstation.

Det oplyser vagthavende hos Arktisk Kommando, Jesper Lyngholm, til KNR.

Styrmanden på Masilik kontaktede myndighederne fredag morgen og oplyste, at et 55-årigt besætningsmedlem havde føleforstyrrelse i venstre side af kroppen.

LÆS OGSÅ Tre vandrere måtte reddes af Arktisk Kommando

Derefter vurderede man hos Arktisk kommando, at den bedste og hurtigste måde at hjælpe på var fra Island. Den islandske kystvagt var enige i vurderingen, og der blev aftalt et opsamlingssted cirka to timers flyvning fra den islandske hovedstad, hvor helikopter og trawler skulle mødes for at evakuere besætningsmedlemmet.

Den islandske kystvagt oplyser til KNR, at helikopteren nåede tilbage til Reykjavik omkring 10.30 islandsk tid fredag, og manden blev herefter bragt til hospitalet.

Kommunikationschef hos Royal Greenland, Inga Dora Markussen, oplyser, at manden efter grundige undersøgelser på hospitalet i Reykjavik er tilbage i Grønland og har det godt.

LÆS OGSÅ Arktisk Kommando kom trawler til undsætning

Som vist i videoen herunder, var der mørke i området og dårlig sigtbarhed.

Videoen viser ifølge den islandske kystvagt forberedelsen til at tage manden ombord på helikopteren, indtil han er om bord på skibet.

Útkall í grænlenskan togara