Revisionsudvalg har modtaget indtil videre hemmelige dokumenter i stenbidersagen

Udvalget skal nu bruge tid på at gennemgå dokumenterne. Det kommer til at tage lidt tid, vurderer formand Erik Jensen.
Revisionsudvalget forventer ikke at kunne tage stilling til indholdet i dokumenterne før den grønlandske version foreligger, siger Erik Jensen i pressemeddelelsen.  Foto © : KNR
Skrevet af Malik Brøns
13. oktober 2020 12:47

Revisionsudvalget har modtaget de tidligere efterspurgte dokumenter fra Naalakkersuisut vedrørende stenbidersagen.

Det oplyser Erik Jensen (Siumut), der er formand for Revisionsudvalget, i en pressemeddelelse.

- Der er tale om et ganske omfangsrigt materiale, som i første omgang alene er fremsendt til udvalget på dansk, idet det endnu ikke er oversat til grønlandsk ifølge Erik Jensen.

De indtil videre ikke offentlige dokumenter har været genstand for en del debat. 

LÆS OGSÅ Vivian Motzfeldt om mistillid til Kim Kielsen: Derfor ændrede jeg min mening

Da den såkaldte stenbidersag blev diskuteret heftigt i Inatsisartut torsdag eftermiddag og aften, erklærede en samlet opposition deres mistillid mod formanden for Naalakkersuisut, Kim Kielsen (Siumut).

Kort om stenbider-sagen:

 

  • 12. maj besluttede Naalakkersuisut at hæve kvoten for stenbider ved at overflytte restkvoten på stenbider for 2019 på 204 tons til 2020.

 

  • Det var en politisk beslutning, der lagde grund for genåbningen af to områder.

 

IA: Var Kim inhabil?
 

  • Sagen om inhabilitet begyndte i starten af juni, og det var Inuit Ataqatigiit, der flyttede fokus over på den.

 

  • Det skete, da partiet ville vide, om Kim Kielsen personligt fik gavn af at være med til Naalakkersuisuts beslutning om at hæve stenbiderkvoten, samtidig med at han havde udlejet sin private båd til en fisker.

 

  • Kim Kielsen var med på mødet. Og han fortalte ikke resten af Naalakkersuisut, at han potentielt kunne være inhabil, da han havde lejet sin båd ud til en fisker, der fiskede efter stenbider.

 

Revisionsudvalg rejser skarp påtale

 

  • Inatsisartuts Revisionsudvalg har efterfølgende udgivet dets beretning om sagen.

 

  • Og her bringer udvalget både "skarp påtale" og fremhæver forhold, der beskrives som "kritisabelt".

 

  • Det er den hårdeste kritik, som revisionsudvalget kan udtale.

Det gjorde oppositionen blandt andet fordi, at Revisionsudvalget ikke havde modtaget dokumenterne. Derfor mente oppositionen, at Naalakkersuisut prøvede at holde oplysninger hemmelige for Revisionsudvalget - og i øvrigt også for Inatsisartut.

Mistillid afværget med mindst muligt flertal

De dokumenter, som Revisionsudvalget ikke fået adgang til, er nogle interne arbejdsdokumenter og en brevveksling med Advokatfirmaet Poul Schmith. Firmaet har ligesom Revisionsudvalget undersøgt Stenbidersagen.

Hvad der står i de papirer vides ikke.  

Kim Kielsen afværgede mistillidsdagsordenen på et hængende hår med det mindst mulige flertal: 14 stemte for, 13 stemte imod, og to undlod at stemme. 

 

LÆS OGSÅ To siumutter undlod at stemme om mistillid til Kielsen

Det var to siumutmedlemmer, der undlod at stemme. De ville vente på at se indholdet i de manglende dokumenter.

Debatten torsdag aften sluttede med, at Inatsisartuts formandsskab erklærede, at dokumenterne skulle udleveres. Det havde Naalakkersuisut ellers afvist og henvist til, at dokumenterne er undtaget aktindsigt.

Mange dokumenter - og kun på dansk

Men nu er dokumenterne så kommet, og der er meget at læse, og det er kun på dansk, fortæller udvalgsformand, Erik Jensen.

- Udvalget har endnu ikke haft tid til at gennemgå materialet, endsige vurdere om dette er fyldestgørende, hvilket vil ske i den kommende tid. Udvalget forventer ikke at kunne tage stilling til indholdet før den grønlandske version foreligger, siger Erik Jensen i pressemeddelelsen. 

Lige nu sidder alle partiformænd i møde indtil klokken 13.