Retsmøde om dødstrusler mod Nivi Olsen er udsat

Dårligt vejr i Maniitsoq gjorde det umuligt at gennemføre et retsmøde, hvor Demokraternes fungerende formand skulle have vidnet. Der kan nu gå måneder, inden mødet kan gennemføres.
- Det er rigtig ærgerligt. Jeg havde glædet mig til at få denne sag overstået, men nu skal jeg åbenbart vente endnu længere, siger Nivi Olsen. Foto © : KNR / Malik Brøns
27. maj 2020 12:14

Det lunefulde maj-vejr har ført til en udsættelse af et retsmøde, der handler om dødstrusler mod Demokraternes fungerende formand, Nivi Olsen.

Det oplyser Qeqqa Kredsret, og Nivi Olsen bekræfter.

- Det er rigtig ærgerligt. Jeg havde glædet mig til at få denne sag overstået, men nu skal jeg åbenbart vente endnu længere, siger Nivi Olsen til KNR.

LÆS OGSÅ Demokraternes formand skal i retten: Jeg blev truet på livet

Retsmødet var ellers planlagt til tirsdag i denne uge, men på grund af dårligt vejr var det ikke muligt for forsvarsadvokaten at lande i Maniitsoq, hvor retsmødet skulle have været. 

I sidste uge kunne KNR berette, at Nivi Olsen skulle vidne i retten. Sagen drejer sig om dødstrusler, som politikeren angiveligt har modtaget via Facebook for omkring et halvt år siden.

Der er endnu ikke sat en ny dato for retsmødet, men ifølge Qeqqa Kredsrets afdelingskontor i Maniitsoq kan det potentielt gå flere måneder, før der er et ledigt hul i retsvæsenets kalender.

- Mit politiske arbejde skal ikke stoppes af nogle trusler. Så jeg klør på, og forventer at få et opkald med en afklaring på et senere tidspunkt, siger Nivi Olsen.