Rekordvarmt forårsvejr i Nuuk – Jeg er allerede holdt op med at gå med overtræksbukser

Der er varmt i Nuuk denne marts. Ifølge DMI er det faktisk rekordvarmt. Noget de fleste borgere i Nuuk har bemærket.
Det rekordlune vejr varmer på gågaden i Nuuk. Hansigne Olsen glæder sig over varmen, men støtter sig ekstra til sin vandrestav. Foto © : KNR / Carsten Fauerschou
24. marts 2023 15:53

Solen skinner, og folk går rundt med solbriller på gågaden i Nuuk.

- Jeg har bemærket, at det er blevet varmt meget tidligt, det føltes nærmest som sommer sidste uge. Det er lidt koldt og blæsende i dag, men solen skinner, siger Isabella Heilmann Lyberth med et smil.

At det ikke er så koldt, og at sneen smelter, er dog ikke kun positivt.

- Det er virkelig dejligt, der er meget varmt, men der er også meget glat. Det er lidt farligt, siger Hansigne Olsen, som står med en vandrestav i hånden.

Marts måned er varmere end sædvanligt. Der var op til 5,6 grader varmt i Nuuk i marts sidste år, og i denne måned er temperaturen nået helt op på 15,2 da den var på sit højeste.

- Jeg kunne se, at isen på vejene smeltede, men det var koldt at komme udenfor, siger Gunda K. Jakobsen

Kraftigt lavtryk er forklaringen

DMI's afdeling i Nuuk har målt rekordhøj varme denne marts.

Thor Hartz, meteorolog hos DMI, viser grafer på sin computerskærm. Grafer med store udsving.

I starten af marts sneg temperaturen sig ret hurtigt op på 10 grader.

- Den fjerde marts slog vi rekorden med 15,2 grader, som var varmerekord her for Nuuk, siger han.

Forklaringen på det varmere vejr er et kraftigt lavtryk fra syd.

Kraftig blæst og føn skubbede varmen op langs Sydvestgrønland og fik temperaturen til at stige i starten af denne måned.  

- Sidste marts lå temperaturen 1,3 til 4 grader under normalen, så det var koldere end normalt. Forskellen på marts sidste år, til marts i år, er altså stor, siger Thor Hartz.

Noget borgerne, som vi mødte på gågaden, er godt tilfredse med.

-Jeg er allerede holdt op med at gå med overtræksbukser. Der er en tydelig forskel, særligt når man er fra Nordgrønland. Jeg har været her i flere år, men jeg kan mærke tydelig forskel nu. Lige nu føles det, som det gjorde i slutningen af april sidste år. Lad os håbe, det føles som maj i april, siger Hansigne Olsen

DMI fortæller, at vejret ikke kommer til at skifte resten af marts, og at der forventes solskin de fleste dage.