Rekordstor grønlandsk delegation skaber opmærksomhed i Canada

Både politikere, virksomheder og H.K.H. Kronprins Frederik er med til at repræsentere Grønland ved verdens største råstofmesse i Canada. Håbet er at tiltrække nye investeringer.
Foto © : KNR
Skrevet af Mathies Hvid Toft
03. marts 2019 19:16

Søndag begyndte verdens største messe for råstoffer PDAC i Toronto i Canada.

I år har Grønland den største delegation nogensinde med ud af de 22 år, som landet har været repræsenteret.

Det skal være med til at rette fokus på de muligheder, som undergrunden byder på herhjemme.

LÆS OGSÅ Kuupik V. Kleist ser med bekymring på ny råstofrapport

Sådan lyder analysen fra KNRs udsendte journalist, Merete Lindstrøm, der deltog ved den officielle velkomstceremoni til den grønlandske delegation i det danske konsulat i Canada.

- Både H.K.H Kronprinsen og Erik Jensen har været på talerstolen, hvor kronprinsen bl.a. lagde meget vægt på sit varme forhold til Grønland. Han fik også fortalt historien om havets moder, der skal sikre, at vi mennesker passer godt på naturen, hvilket han understregede, er vigtigt at huske på i forbindelse med råstofudviklingen, fortæller hun.

LÆS OGSÅ Kronprinsen skal hjælpe Grønlands erhverv ved minemesse

De prominente herrer, der også tæller den danske energiminister Lars Chr. Lilleholt (V), skal skabe positiv opmærksomhed om Grønland blandt messens potentielle investorer.

- Det handler om at gøre sig bemærket rundt omkring i verden og sørge for, at industrien ved, at Grønland er en spiller på markedet, der er værd at holde øje med, og at det er et land, der er værd at investere i. Det er klart, at både de virksomheder, der er repræsenteret, men også politikerne og H.K.H Kronprinsen er med til at skabe noget opmærksomhed om Grønland, forklarer Merete Lindstrøm fra Canada.

PDAC slutter den 6. marts, og det forventes, at messen vil tiltrække 26.000 besøgende fra 135 lande.