RAL ændrer sejlplan, så skibet kommer en dag tidligere
I det nye år kommer der nye sejlplaner for Royal Arctic Line (RAL).
Fremover vil deres fragtskibe ankomme til Nuuk en dag tidligere - nemlig torsdag. Det har rederiet gjort for at sikre en mere stabil sejlplan og for at sikre friske vare, fortæller administrerende direktør i RAL, Niels Clemensen:
- Den store handelsdag i Nuuk er fredag. Det er detailhandlen, som har efterspurgt, at vi kommer en dag tidligere. Jeg er selvfølgelig ikke herre over vejret - men alt andet lige, vil det betyde en forbedring i forhold til fyldte hylder, siger han og fortsætter:
- Det primære er jo, at varerne er klar til udlevering fredag morgen, så de kan begynde at sætte dem på hylderne i løbet af dagen. Så når du får fri fredag og skal købe ind til weekenden, så er der friske varer på hylderne.
Faktisk havde landets butikker bedt RAL om at sikre en sejlplan, som betød at fragtskibene ville lægge til kaj i Nuuk allerede om onsdagen - men det var desværre ikke muligt, fortæller Niels Clemensen:
- Det kan ikke lade sig gøre lige nu, fordi der ligger et andet skib til ved kajen i Aarhus og bruger alle kranerne om onsdagen. Så denne her torsdag er det bedst mulige på nuværende tidspunkt, siger han.
Det er dog ikke kun for at skabe glade kunder, at RAL har omlagt deres sejlplan - ændringen vil også komme rederiet selv til gavn, fortæller Niels Clemensen:
- At vi kommer tidligere betyder jo også, at vi undgår en masse overarbejdstimer i weekenden. For når atlantskibet kommer ind, skal meget af det gods sejles videre ud på kysten, siger han og fortsætter:
- Hele den operation kører jo henover weekenden. Der kan vi reducerer nogle omkostninger.