Ny plan: Qeqqata Kommunia forventer turistboom

En række private aktører vil opføre 838 sengepladser til turister på hoteller, lodges og hytter, når Arctic Circle Road mellem Kangerlussuaq og Sisimiut er anlagt.
De mange turistovernatningsfaciliteter skal opføres dels i Sisimiut, langs vejen og særligt i Kangerlussuaq, fremgår det af en plan, som bliver offentliggjort i dag.
Destination Arctic Circle udmærker sig ved at have mange helårsturister. Blandt andet vinterturisme som hundeslæde, snescooter, langrend, nordlys, som supplerer sommeraktiviteter som vandring, sejlads, ørredfiskeri.
- Vi ser frem til et tæt samarbejde med resten af Grønland, og særligt de nye lufthavne i Ilulissat og Nuuk, skriver borgmester i Qeqqata Kommunia, Malik Berthelsen, i en pressemeddelelse.
Kommunen forventer et turistboom med rundture for turister fra Kangerlussuaq, videre til Sisimiut ad Arctic Circle Road for så at ende med at flyve ud fra en af de nye lufthavne
Rapporten viser, at private investeringer i turistovernatningsfaciliteter vil gøre anlæggelsen af Arctic Circle Road mellem Kangerlussuaq og Sisimiut samfundsøkonomisk rentabel.
Arctic Circle Road bør derfor finansieres af det offentlige, da den stigende turisme vil medføre store personskatter og afgifter, skriver kommunens borgmester, Malik Berthelsen.
.