Godt gang i loddeindhandlingen i Qeqertarsuaq
20-25 fiskere i Qeqertarsuaq skal indhandle 100 tons lodder, og indtil videre er der indhandlet cirka 70 tons,
det fortæller Royal Greenland på sin hjemmeside.
- Indhandling af lodder giver god beskæftigelse for et dag- og aftenhold på Royal Greenlands fabrik i Qeqertarsuaq. Fiskerne indhandler efter en landingsplan, hvor de hver især indhandler cirka et tons hver anden dag. Der indhandles cirka 13 tons lodder dagligt, fortæller Emil Mølgaard, der er fabrikschef i Qeqertarsuaq.
Fabrikken i Qeqertarsuaq indhandler også hellefisk og torsk, men i øjeblikket koncentrerer fiskerne sig om loddefiskeriet.
- Lige i øjeblikket foretrækker fiskerne at fiske efter lodder fremfor at fiske torsk. Loddefiskeriet foregår lige uden for byen - og der masser af dem. Så indhandling af lodder giver god beskæftigelse til både fiskere og vore medarbejdere på cirka i alt 14 personer i et dag-og aftenhold, fortæller Emil Mølgaard til RG.gl.
De indhandlede lodder fryses ind i blokke og bliver sendt til videre til Royal Greenlands fabrikker og indhandlingsanlæg i de nordligere områder, hvor de benyttes som agn under fiskeriet efter hellefisk.