Qaqortoq forenes i spørgsmål om helikoptertjeneste

Fredag demonstrerede en række borgere i Qaqortoq imod den planlagte trafikomlægning, som har fået Air Greenland til at fyre 30 medarbejdere i Sydgrønland.
Skrevet af Camilla Dam
09. september 2014 03:40

Medlemmer af kommunalbestyrelsen i Kommune Kujalleq samt viceborgmester Simon Simonsen deltog i optoget og forklarede planerne for borgerne, så de alle til sidst kunne skilles i fuld fordragelighed.

Viceborgmesteren slog nemlig fast, at der bliver ved med at være helikopterservice i Qaqortoq efter nytår.

- Ifølge, hvad vi har fået oplyst, er det fra Naalakkersuisuts side målet, at 75 procent af trafikken skal foregå med helikopter og 25 procent ad søvejen, hvilket falder fuldstændig i takt med vores ønske i Sydgrønland.

LÆS OGSÅ Air Greenland tager medarbejderne som gidsler

- Mittarfeqarfiit har også meddelt, at det ikke er målet at lukke heliportene, da 75 procent af trafikken vil foregå med helikoptere. Det vil sige, at selv om Air Greenland ikke får serviceaftale på trafikområdet, vil heliportene ikke blive lukket, fortalte Simon Simonsen demonstranterne.

Håb for fyrede
Hvad angår de fyrede Air Greenland-medarbejdere, så tror man i kommunen, at derfor fortsat vil være brug for deres arbejdskraft i heliportene, for andre vil få brug for de erfarne medarbejdere til den samme opgave.

LÆS OGSÅ Air Greenland: Vi er uden handlemuligheder

Dermed kunne demonstranterne gå hver til sit efter at have bifaldet kommunens indstilling til både trafikforholdene i Sydgrønland og de fyrede.

Kommune Kujalleq ville gerne have været inddraget i forhandlingerne om trafikstruktur i Sydgrønland, men det er den ikke blevet.