Putin giver Ukraine og Vesten skyld for anti-israelsk kaos i lufthavn

USA kalder russisk påstand "absurd" og opfordrer Rusland til at sørge for israeleres og jøders sikkerhed.
I sine udtalelser mandag aften lægger Putin også skylden for krigen i Gazastriben hos Vesten. De "regerende eliter i USA" og deres "satellitter" står bag drab på palæstinensere i Gazastriben, mener Putin. Foto © : Gavriil Grigorov/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
31. oktober 2023 10:57

Ruslands præsident, Vladimir Putin, giver Ukraine og "vestlige efterretningstjenester" skyld for anti-israelske uroligheder i en lufthavn i den russiske region Dagestan søndag.

- Begivenhederne i Makhatjkala i aftes var også anstiftet gennem sociale netværk, ikke mindst fra Ukraine og agenter fra vestlige efterretningstjenester, siger Putin i en udtalelse på russisk tv mandag aften.

60 personer blev søndag aften anholdt, efter at hundredvis af anti-israelske demonstranter havde stormet en lufthavn i byen Makhatjkala i Dagestan. Det er en region, hvor der overvejende bor muslimer.

Et fly fra Israel var lige landet i lufthavnen.

Foto © : AFP/Ritzau Scanpix

De vrede demonstranter brød gennem barrierer, trængte ind i lufthavnen og nåede ud på landingsbanen, hvor de forsøgte at omringe flyet.

Sikkerhedsstyrker lukkede efterfølgende lufthavnen og fjernede demonstranterne. Men inden da kom i alt 20 personer til skade.

Ni politifolk blev såret ved hændelsen, og to af dem måtte til behandling på et hospital.

- Jeg har set deres kommentarer om, at de giver Ukraine skylden. Det er absurd, siger Matthew Miller, som er talsmand for USA's udenrigsministerium.

Hans udtalelse kom, inden at Putin mandag aften havde holdt sin tale.

- Vi opfordrer de russiske myndigheder til offentligt at fordømme disse voldelige protester, at holde enhver involveret til ansvar og sørge for sikkerheden for israelere og jøder i Rusland, siger han.

Urolighederne i lufthavnen finder sted på et tidspunkt, hvor Israel bombarderer Gazastriben som reaktion på den palæstinensiske Hamas-bevægelses angreb mod Israel 7. oktober.

I sine udtalelser mandag aften lægger Putin også skylden for krigen i Gazastriben hos Vesten.

De "regerende eliter i USA" og deres "satellitter" står bag drab på palæstinensere i Gazastriben, mener Putin.

- Hvem organiserer det dødelige kaos, og hvem nyder godt af det. Det er efter min mening åbenlyst, siger han med henvisning til USA.