Prins Joachim får årpenge med til USA
Et bredt flertal i Folketinget har i dag stemt for, at Prins Joachim kan få årpenge - også kaldet apanage - med, når han starter i sit nye job som forsvarsattaché på den danske ambassade i Washington D. C.
Her tiltræder han 1. september.
Det skriver DR.
Prinsen får i dag knap 3,9 millioner kroner om året fra staten. Ifølge grundloven skal Folketinget godkende, hvis medlemmer af Kongehuset skal modtage årpenge, hvis de flytter ud af kongeriget.
Til gengæld vil Prins Joachim ikke få løn for sit nye job i Washington D. C.
Ved dagens afstemning stemte regeringen og alle de borgerlige partier for.
Til DR siger statsminister Mette Frederiksen:
- Hans Kongelige Højhed har ydet et stort og værdifuldt arbejdet for Danmark som forsvarsattaché i Paris, og vi styrker vores arbejde med USA på sikkerheds- og forsvarsområdet
Partierne SF, Enhedslisten og Alternativet stemte imod, at Prins Joachim skal have årpenge fra statskassen under sit ophold i USA.
Ifølge SF er rollen som kongelig ikke passende med rådgivning om politik og militærmateriel, og derfor støtter partiet ikke forslaget.
Folketinget skal stemme for forslaget endeligt senere på foråret.