Prins Joachim får job på den danske ambassade i USA

Prins Joachim tiltræder 1. september en stilling som forsvarsindustriattaché på den danske ambassade i Washington D.C.
Prins Joachim og familien flytter til den amerikanske hovedstad i løbet af sommeren 2023. Foto © : RitzauScanpix
17. marts 2023 08:36

Prins Joachim, prinsesse Marie og parrets to børn skifter  til efteråret tilværelsen i Paris ud med en hverdag i Washington D.C.

Her skal prinsen arbejde som forsvarsindustriattaché på den danske ambassade. Det oplyser Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.

Stillingen er for tre år med mulighed for forlængelse.

Ansættelsen sker for at styrke det danske samarbejde med USA på sikkerheds- og forsvarsområdet, lyder det fra fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen.

- Det er vores ambition at styrke det forsvarsindustrielle samarbejde markant med USA, og prins Joachim vil i høj grad bidrage hertil, siger han.

Attaché er en stillingsbetegnelse for en udsendt medarbejder ved en dansk repræsentation.

Prins Joachim flyttede for fire år siden til Frankrig sammen med prinsesse Marie og parrets to børn.

Her gennemførte han en militæruddannelse på École Militaire, der er Frankrigs højst rangerende militære uddannelsesforløb.

Efter endt uddannelse blev både prinsen og prinsessen tilknyttet Danmarks ambassade i Paris som henholdsvis forsvarsattaché og Særlig Kulturrepræsentant.

Prins Joachim og familien flytter til Washington D.C. i løbet af sommeren 2023, fremgår det af en nyhed på kongehusets hjemmeside.

Statsministeriet oplyser, at regeringen ønsker, at Prins Joakim fortsat skal modtage årpenge - også kaldet apanage - under jobbet i Washington i stedet for løn.

Forslaget skal have opbakning af et flertal i Folketinget ifølge den danske grundlov.