Prins Henriks tilstand alvorligt forværret

Her til morgen meddeler Kongehuset at Prins Henriks tilstand desværre er blevet alvorligt forværret.
Foto © : Scanpix / Keld Navntoft
Skrevet af Karsten Sommer
09. februar 2018 06:44

Det sker, efter at Prins Henrik den 28.januar blev indlagt på Rigshospitalet efter et ophold i Egypten.

Kronprins Frederik har på denne baggrund afbrudt sit ophold i Sydkorea, hvor han ellers var i forbindelse med de vinterolympiske lege.

Kronprinsen er nu på vej til Danmark, og Kongehuset har i øjeblikket ikke yderligere oplysninger, skriver de.

Kronprins Frederik havde ellers planlagt at være til stede ved De Olympiske Lege fra start til slut, oplyste Kongehuset forleden.

LÆS OGSÅ Prins Henrik er ramt af tumor i lunge

Og skulle her om en time, klokken 8 grønlandsk tid, have overværet åbningsceremonien og derudover flere konkurrencer, hvor grønlandske og danske atleter deltager.

I går var der flagceremoni, hvor Kronprinsen overværede, at Dannebrog blev hejst sammen med flagene fra de hundredevis af andre nationer, der deltager ved OL.

Naalakkersuisoq for kultur, Doris Jakobsen Jensen har også meldt sin ankomst til PyeongChang, hvor hun skal bakke op om de grønlandske atleter de første tre dage af legene.