Politisk kommentator spår vild debat
Den er omdiskuteret og udskældt. Alligevel skal den nu igennem næste trin i Inatsisartut. Det er naturligvis fiskeriloven, der er tale om.
I morgen skal den igen diskuteres af politikerne i Inatsisartut, efter at Fiskeriudvalget har haft den i hænderne i omkring en måned.
En måned som Fiskeriudvalget har brugt på at komme med bemærkninger og ændringsforslag. Ændringsforslag, der er endt med, at medlemmerne af Inatsisartut i går morges modtog intet mindre end 86 sider på dansk og 143 på grønlandsk.
Selvom der fortsat er åbne spørgsmål og protester fra modstandere af det nuværende lovudkast, skal det hele altså debatteres fredag, og det kan blive en vild debat, spår politisk kommentator Ineqi Kielsen. Han har tidligere været medlem af Inatsisartut for Siumut og været formand for Forfatningskommissionen. Han har nu meldt sig ud af sit tidligere parti.
Debatten kan stikke af, fordi oppositionen har underskrevet en mindretalsudtalelse, hvor Demokraatit og Naleraq erklærer, at de endnu ikke er tilfredse med forslaget, forklarer han og uddyber.
- Det er ikke kutyme, at have en stor debat ved andenbehandling af en lov, men det her lovforslag er så vitalt for befolkningen og landet. På alle mulige måder, siger han.
Flere ting er udenfor normen
Når politikerne i Inatsisartut har debatteret forslaget, bliver den måske ifølge Ineqi Kielsen sendt tilbage til Fiskeriudvalget. Og gør den det, bryder det igen med normen, fortæller han.
- Det er heller ikke kutyme, at man sender lovforslaget tilbage igen efter andenbehandling, men som sagt er det så vitalt et lovforslag for Grønlands befolkning, at man skal lidt dybere ind i det igen, siger han.
Øje for flertallet
Uanset hvor vild debatten bliver i morgen, er en vigtig detalje, at koalitionen har opbakning og sidder på flertallet i Inatsisartut.
Samtidig understreger Ineqi Kielsen, at udvalget har gjort et godt stykke arbejde og gjort sig umage med den betænkning, der danner rammen for debatten.
- Men jeg tror, at det er god skik, at man bruger energi og ressourcer, så længe samlingen er i gang. 20 dage endnu, siger han.