Politimester: Selvmordstallet i Grønland ligger uhyggeligt højt

På Verdensdagen for Selvmordsforebyggelse står det klart, at Grønland stadig kæmper med en høj selvmordsrate. Flere tiltag må sættes i værk, mener politimester Bjørn Tegner Bay.
10. september er Verdensdagen for Selvmordsforebyggelse. Og det markeres blandt andet ved at sætte lys i vinduerne. Arkivfoto.
10. september 2021 09:46

I aften blafrer levende lys i vindueskarme over hele landet. 

For 10. september er international Verdensdag for Selvmordsforebyggelse. 

En dag, der giver anledning til at mindes de, der ikke er blandt os mere. Men også en dag, der stiller skarpt på problematikken, og hvad der kan gøres ved den. 

Har du brug for hjælp? 

 

Hvis du har tanker om selvmord eller føler dig alene, kan du kontakte Tusaannga på tlf. 801180 eller sms 1899. 

 

Samtalen er gratis og anonym.

 

Du kan læse mere om Tusaannga her. 

Ifølge tal fra politiet blev der sidste år registreret 41 selvmord her i landet.

Målt på befolkningstallet placerer det endnu engang Grønland som et af de steder i verden med flest selvmord. 

-  Min første tanke, når jeg ser tallene for selvmord i Grønland, er, at det er et uhyggeligt højt niveau, siger politimester Bjørn Tegner Bay. 

I 2020 blev politiet desuden kaldt ud til 120 selvmordsforsøg og 1200 selvmordstrusler. 

LÆS OGSÅ Naalakkersuisoq: Ny strategi for selvmordsforebyggelse på vej

Det er tal, der giver stof til eftertanke og kræver handling, mener politimesteren:

- Vi må som samfund sige til os selv, at vi bliver nødt til at gå ind aktivt og gøre noget for at løse det her problem. 

Mere samarbejde på tværs

Når det gælder politiets rolle, peger Bjørn Tegner Bay på, at selvmord er en socialfaglig og sundhedsfaglig problemstilling. 

- Men vi er jo en myndighed, som kommer i kontakt med rigtig mange mennesker i krise, herunder folk med selvmordstanker, og folk, der har begået selvmord. Dét, vi kan gøre, er, at vi kan klæde vores folk rigtig godt på til at håndtere samtaler med folk i krise. 

Verdensdagen for Selvmordsforebyggelse 

 

Hvert år siden 2003 er Verdensdagen for Selvmordsforebyggelse blevet markeret internationalt den 10. september.

 

Dagen er skabt i et samarbejde mellem de to organisationer the International Association for Suicide Prevention (IASP) og World Health Organization (WHO). 

 

Ifølge tal fra WHO dør mere end 700 000 personer på verdensplan hvert år som følge af selvmord.

 

Grønland er ikke medtaget i WHO's nyeste statistik over selvmord, der bygger på tal fra 2019. 

 

Her ligger landet Lesotho øverst på listen over lande med flest selvmord. Lesotho havde i 2019 72.4 selvmord per 100.000 indbyggere. 

 

Laver man samme regnestykke med de nyeste tal fra Grønland, så havde Grønland i 2020 73 selvmord per 100.000 indbyggere. 

 

Kilde: WHO 

Derudover har politiet, de sociale myndigheder og sundhedsvæsenet et mål om at arbejde mere sammen. 

- Helt konkret fungerer det på den måde, at politiet har påtaget sig at være "point of entry" i selvmordssager, forklarer Bjørn Tegner Bay og uddyber: 

-  Så hvis en person med selvmordstanker eller en pårørende ringer til politiet, så har vi påtaget os at være den myndighed, der tager kontakt til de rigtige myndigheder og sørger for, at personen får kontakt til de rigtige, så personen ikke havner mellem to stole. 

Mange lokale arrangementer 

Verdensdagen for selvmordsforebyggelse bliver i dag markeret over hele landet. 

Naalakkersuisut oplyser, at der er blevet givet støtte til lokale arrangementer i 11 byer og 13 bygder. 

Du kan finde ud af, hvad der sker dér, hvor du bor, ved at gå ind på din kommunes facebookside.