Naalakkersuisoq: Ny strategi for selvmordsforebyggelse på vej

I løbet af foråret 2022 forventer naalakkersuisut at komme med en ny selvmordsforebyggelsesstrategi for Grønland.
- Det er vigtigt for os, at sådan noget som sportsklubber og uddannelsesinstitutioner og døgninsitutioner har konkrete handleplaner for selvmordsforebyggelse, siger Mimi Karlsen (IA), der blandt andet er naalakkersuisoq for sociale anliggender.
10. september 2021 14:07

En ny strategi for at forebygge selvmord her i landet er på vej. 

Det fortæller naalakkersuisoq for sociale anliggender, Mimi Karslen (IA), i forbindelse med, at det i dag er den internationale verdensdag for selvmordsforebyggelse.

LÆS OGSÅ Rapport: Meget få unge modtager professionel hjælp efter selvmordsforsøg

- Den nye strategi for selvmordsforebyggelse skulle gerne være klar her i foråret 2022. Og deri inddrager vi meget af befolkningen. Kommunerne, politiet og sundhedsvæsenet skal være med i arbejdet, siger Mimi Karslen og fortsætter:

Har du brug for hjælp? 

 

Hvis du har tanker om selvmord eller føler dig alene, kan du kontakte Tusaannga på tlf. 801180 eller sms 1899. 

 

Samtalen er gratis og anonym.

 

Du kan læse mere om Tusaannga her. 

- For det er vigtigt for os, at sådan noget som sportsklubber og uddannelsesinstitutioner og døgninsitutioner har konkrete handleplaner for selvmordsforebyggelse. Så det er vigtigt, at de er med i processen.

Alle må tage ansvar

Hvad den nye strategi mere konkret kommer til at indeholde, kan hun endnu ikke gå i detaljer omkring, men:  

- Det, der er vigtigt, er, at alle så vidt muligt er med i den her strategi og udarbejdelsen af den, og at alle kommer med deres input. Men derudover synes jeg, det er vigtigt, at vi alle - og ikke kun i naalakkersuisut - men blandt befolkningen, blandt de unge - at vi alle selv tager et ansvar, siger naalakkersuisoq og uddyber: 

LÆS OGSÅ Politimester: Selvmordstallet i Grønland ligger uhyggeligt højt

- At vi tager ansvar om at tilse, hvordan vennerne har det, om der er nogle af vennerne, der har mørke tanker, og måske ikke selv henvender sig for at få hjælp - at man hjælper hinanden med det. Så vi skal hver især tage os af hinanden og vejlede hinanden om, hvordan man kan få hjælp med sine mørke tanker. 

Verdensdagen for Selvmordsforebyggelse 

 

Hvert år siden 2003 er Verdensdagen for Selvmordsforebyggelse blevet markeret internationalt den 10. september.

 

Dagen er skabt i et samarbejde mellem de to organisationer the International Association for Suicide Prevention (IASP) og World Health Organization (WHO). 

 

Kilde: WHO 
 

Om der bliver afsat flere penge til området, kan Mimi Karlsen endnu ikke sige. 

- Først og fremmest laver vi den her strategj, og så når vi er færdige med strategien, går vi ind og snakker om, hvad det er, vi har behov for økonomisk, siger hun. 

Naalakkersuisuts seneste selvmordsforebyggelsesstrategi løb fra 2013 til 2019.